Block truer Hindenburg efter shortrapport
Det amerikanske fintech-selskab Block overejer ”juridiske” skridt mod Hindenburg Research, efter at hedgefonden, som har spekuleret i Block-aktiens kursfald, har offentliggjort en rapport, som hævder, at Block udnytter sine kunder.
”Vi har gennemgået hele rapporten i sammenhæng med vore egne data og mener, at den er designet til at narre og forvirre investorerne, hedder det i en meddelelse fra Block,” der tidligere gik under navnet Square.
Block vil i den forbindelse samarbejde med de amerikanske børsmyndigheder for at tilbagevise den ”fejlagtige og vildledende” rapport.
Aktien i Block falder torsdag med 14,7 pct., da Hindenburg i sin udgivelse anklager Block for systematisk at udnytte den demografi, som selskabet hævder at hjælpe.
””Magien” bag Blocks forretning har ikke været disruptiv innovation, men snarere virksomhedens vilje til at facilitere svindel mod forbrugere og regeringen, undgå regulering, klæde lyssky lån og gebyrer ud som revolutionerende teknologi og vildlede investorer med oppustede nøgletal,” skriver shortsælgeren i sin analyse.
De fleste analytikere er begejstrede for den post-pandemiske stigning i Blocks Cash App-platform med forventninger om, at dens 51 mio. månedlige aktive brugere og lave kundeanskaffelsesomkostninger vil drive høj marginvækst og tjene som en fremtidig platform til at tilbyde nye produkter.
”Vores undersøgelser viser dog, at Block har overvurderet sit ægte brugerantal vildt og har undervurderet sine kundeanskaffelsesomkostninger. Tidligere ansatte anslog, at 40-75 pct. af konti, de anmeldte, var falske, involveret i bedrageri eller var yderligere konti knyttet til en enkelt person,” påpeger Hindenburg Research.
Block har en markedsværdi på omkring 32 mia. dollar og selskabet er blandt andet grundlagt af Twitter-stifter Jack Dorsey.