Erik Damgaard: "Det er et gennembrud for mig personligt. Dette er mit comeback"

Erik Damgaards softwarehus Uniconta henter for første gang en solid indtjening, efter selskabet i de sidste fem år sammenlagt har brændt nær ved 50 mio. kroner af i underskud. For den ombruste it-mand er dette et gennembrud, siger han til ITWatch. Han fortryder tiden efter milliardsalget af Navision.

Foto: Stine Bidstrup/ERH

Erik Damgaards softwarehus Uniconta har efter en lang årrække med solide tab, endelig brudt igennem og har det seneste år leveret et stort overskud. Det viser selskabets netop udsendte regnskab.

Uniconta producerer det, som Erik Damgaard som it-mand er mest kendt for, nemlig et ERP-system, til små og mellemstore virksomheder. Og med overskuddet er Erik Damgaard tilbage på banen som it-iværksætter.

En rolle han med succes spillede i maskinrummet i Damgaard Data i 90’erne, hvor han var en central spiller i at udvikle det selskab, han drev sammen med sin lillebror Preben Damgaard, frem mod en fusion med Navision og senere et samlet milliardsalg til Microsoft. Et salg, der sendte de to afsted videre i livet som milliardærer.

Men mens Preben Damgaard har beholdt og udbygget sin formue som driftig investor, så gik Erik Damgaard ned sammen med finanskrisens talrige krak og har tilbragt en årrække blandt andet med optræden i flere reality-programmer.

Derfor er Uniconta for ham blevet en entrebillet tilbage på banen og ikke mindst overskuddet.

”Det er et gennembrud for mig personligt, det er der ingen tvivl om. Dette er mit comeback.”

Erik Damgaard, it.iværksætter og direktør for Uniconta

”Det er et gennembrud for mig personligt, det er der ingen tvivl om. Dette er mit comeback,” siger han til ITWatch.

Uniconta har gennem årene tabt omkring 50 mio. kroner. Derfor er overskuddet vigtigt for Erik Damgaard.

”Nu har jeg en it-virksomhed igen, der tjener penge. Og jeg har bevist, at det kan lade sig gøre for mig,” siger han.

”Nu står jeg der, hvor jeg var i 90’erne. Jeg tjener penge og er blevet en succesfuld it-mand,” tilføjer han.

Sidder og nørder

Han nyder at komme tilbage i rollen som erhvervsmand igen.

”Jeg sidder primært og nørder, men ja, nu er det lykkedes.”

Er det vigtigt for dig?

”Ja, det er det. Det er vigtigt for mig at kaste mig ud i noget og gennemføre det. Særligt efter nedturen, for der tænkte jeg, hvad skal der blive af mig. Det var ikke et spændende liv.”

Erik Damgaard tjente langt over 1 mia. kr. på salget af Navision tilbage i 2002. Han kastede sig ud i en lang række spekulationer med blandt andet Millionærklubben.

Samtidig indledte Erik Damgaard en række kulørte optrædender på tv med blandt andet reality-programmet Anni og Erik goes to Hollywood. Han gik konkurs efter betydeligt tab som følge af finanskrisen.

Har du fortrudt alt det, du kastede dig ud i dengang?

Det er for sent at sige det nu. Men ja, med bagklogskabens viden skulle jeg have gjort andre ting,” siger han.

Han gentager blandt andet, hvad han tidligere har sagt. Han har fortrudt, at han ikke overtog e-conomic i tide.

”At Visma købte e-conomic sved. Skulle jeg have været tilbage i it-branchen, kunne jeg have købt dem i 2005,” siger han.

”Men efter salget af Navision, skulle jeg finde ud af, hvad jeg kunne. Og i dag ved jeg, at det er it og det er jeg vendt tilbage til.”

Erik Damgaard, it.iværksætter og direktør for Uniconta

”Men efter salget af Navision, skulle jeg finde ud af, hvad jeg kunne. Og i dag ved jeg, at det er it, og det er jeg vendt tilbage til.”

Derfor gik han i gang med Straticator i 2009, der lærte ham vigtig viden om hosting og cloud, som han senere gjorde brug af i Uniconta, siger han. Og efter flere års tilløb og store underskud er Uniconta for alvor tilbage på banen.

Selskabet går ud af 2021 med et overskud på sammenlagt 11 mio. kroner før skat. Det er en fremgang på 16 mio. kroner i forhold til året før, der endte i et underskud på nærved 5 mio. kroner.

Foto: Stine Bidstrup/ERH
Foto: Stine Bidstrup/ERH

Og ser man på, hvor mange penge Uniconta har brændt af gennem negative bundlinjer de sidste fem år, så taler vi sammenlagt om nærved 50 mio. kroner. Erik Damgaard og de øvrige ejere fejrer det gode resultat med at udbetale nærved 9 mio. kroner i udbytte.

”Dette afspejler det arbejde, vi har lavet,” siger han.

Han forklarer, at Unicontas succes er baseret på den omstilling af it-branchen, som alle softwareselskaber er igennem i dag. Fra salg af licenser til abonnementsordninger.

”I firserne og halvfemserne skulle vi ikke sælge ret meget for at skabe overskud. Det ser helt anderledes ud i dag, hvor alt kører på abonnement og kræver nogle helt andre investeringer. Man skal have nogle store kapitalindskud, man kører med store underskud de første år, og så vender det, hvis man får fat,” siger han.

I 2017 og 2018 brugte Uniconta 7 mio. kroner på markedsføring hvert år.

”Ser man på 2021 har vi brugt meget mindre, mens omsætningen stiger, og i dag bruger vi cirka 3 mio. på markedsføring. Vi har bygget op dengang og nu kommer resultatet.”

Samtidig er bemandingen den samme, mens salget er steget med 83 pct.

Og han forklarer, at overskuddet skal komme nu.

"Vi skal vise overskud nu. Investorerne kan ikke i al evighed investere i en lille dansk erp-virksomhed uden vi viser, at vi kan tjene penge."

Erik Damgaard, it.iværksætter og direktør for Uniconta

”Vi skal vise overskud nu. Investorerne kan ikke i al evighed investere i en lille dansk ERP-virksomhed, uden vi viser, at vi kan tjene penge. Derfor er dette resultat meget vigtigt. Det var planen at give overskud i 2021, og det er en stor tilfredsstillelse, at det lykkes,” siger Erik Damgaard.

Skal vokse

Hvad forventer du dig af omsætningen fremover?

”Vi forventer at den stiger 10 mio. kr. i 2022,” siger han.

Og væksten skal hentes lokalt.

”Vi går efter det danske marked, og der er der et begrænset antal kunder at gå efter nu. Vi er stadig små, men vi vokser hurtigt. Min vurdering er, at vi nu ligger på 25-30 pct. af nysalget i vores segment.”

Kan I nøjes med det danske marked?

”Som det ser ud nu, ja, men ellers skal vi til udlandet. Men der er stadig masser af muligheder i Danmark, og vi er stadig små. Vi har lige fået overskud og vil ikke brænde alle pengene af i udlandet.”

Men hvor kunne det være?

”Vi har følere ude og ser blandt andet på Tyskland, men det er bare følere. Vi er i 41 lande og fungerer på 25 sprog, men vi går ikke bare ind i Tyskland. Det kræver meget store investeringer.”

Hvor meget fylder Danmark?

”I dag er 95 pct. af vores omsætning i Danmark.”

Han forklarer, at Uniconta nu kommer til at vokse, og at det vil føre til stigende omkostninger til ansatte og nye tiltag.

”Over de næste fem-seks år skal vi ramme 100 mio. kr. i omsætning, men det sker skridt for skridt. Vi budgetterer med en vækst på 10 mio. kr. i år og det fortsætter vi med.”

Foto: Stine Bidstrup/ERH
Foto: Stine Bidstrup/ERH

Templafy jagter marked med 1,2 mia. brugere: Internt går man efter børsnotering

Preben Damgaards mad-app blandt mest downloadede