ITWatch

Cbrain-direktør er nødt til at være hemmelighedsfuld grundet konkurrence

Det danske softwareselskab kan ikke fortælle særlig meget om ny tysk ordre på grund af konkurrencen på det tyske marked, lyder det.

PR/Cbrain
Foto: PR/Cbrain

Softwareselskabet Cbrain, der laver systemer til den offentlige administration, er nødt til at være lidt karrig med oplysninger omkring selskabets ordrer og oplyse det, som fondsbørsens oplysningsforpligtelser forpligter selskabet til.

Men af hensyn til konkurrencen på det tyske marked ønsker selskabet også at holde kortene tæt til kroppen, og der er derfor mange spørgsmål om selskabets seneste tyske ordre, der blev annonceret fredag, som topchef Per Tejs Knudsen ikke ønsker at svare på af hensyn til "solid konkurrence".

"Vi ønsker ikke at nævne størrelse på ordren, kundenavn eller andre specifikke detaljer, da vi forsøger at holde os så meget "under radaren" i Tyskland som muligt," siger han til Ritzau Finans.

Konkurrencen er hård, og det er vigtigt for Cbrain at holde kunden for sig selv.

Cbrain oplyser dog, at det er den sjette ordre til denne myndighed, og at myndigheden er stor og repræsenteret i samtlige tyske delstater, som der er 16 af i alt inklusive bystater.

"Kan vi sørge for at blive en succes hos den kunde, så kan det bruges som afsæt for yderligere vækst i Tyskland," siger han og tilføjer, at det er om den kunde, Cbrain vil bygge sin vækst i Tyskland.

"Kunden kan i sig selv trække en stor omsætning, men lige så vigtigt er det for os at bruge kunden som reference over for andre kunder," siger Per Tejs Knudsen.

Den samme strategi har Cbrain brugt i Danmark, hvor selskabet har en pæn position og blandt andet har 13 af 19 ministerier som kunder.

"Vi vil gøre det samme i Tyskland, som vi gjorde i Danmark," siger Per Tejs Knudsen.

Det tyske marked er naturligt nok meget større end det danske og med en meget større centraladministration og derfor potentielt mere givtigt.

/ritzau/FINANS

Cbrain vinder ordre i Tyskland

Cbrain tæt på første aftale i Emiraterne

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger