Startup øjner store muligheder for virtuelle køkkener til hjerneskadede

Gennem et samarbejde med et sygehus har tre iværksættere nærmet sig drømmen om at udbrede virtual reality til personer med hjerneskader. Microsoft har meldt sin interesse i produktet.
VR Rehab har en kontorplads hos iværksætterfællesskabet Startupworks i Aalborg. | Foto: Malte Oxvig
VR Rehab har en kontorplads hos iværksætterfællesskabet Startupworks i Aalborg. | Foto: Malte Oxvig

Det gav mod på idéen, da iværksætter Daniel Christensen placerede nogle VR-briller på en mand, som havde fået en hjerneskade. Han sad i en stol og hang, kunne ikke bruge sin ene arm og havde svært ved at åbne sit ene øje.

Med brillerne på hovedet befandt manden sig i et køkken, hvor han kunne brygge kaffe, skære brød og sætte indkøbsvarer på plads. Eller rettere sagt var han mentalt pludselig i et rum, som mindede mere om et hjem end den kliniske hospitalsstue, hvor han fysisk var indlagt.

"Han vippede øjet, rettede sig op og begyndte at bruge armen," husker den 26-årige medstifter og direktør i iværksætterfirmaet VR Rehab.

"Lige da vi tog brillerne af ham, faldt han ned igen. Så det viser, hvor stort potentialet er for vores produkt, vi skal bare finde de forskellige områder, hvor vi virkelig kan bryde igennem," fortsætter Daniel Christensen om muligheden for at bruge virtual reality blandt forskellige former for hjerneskadede i rehabiliteringssektoren.

Han holder til hos iværksætterfællesskabet Startupworks i Aalborg og sidder med sine to medstiftere i et åbent kontorlandskab. De klarer sig med et whiteboard, nogle computere og to skriveborde - det meste foregår på en skærm - og har ambitioner, som rækker rundt om hele kloden.

Microsoft med interesse

Målet om at udbrede softwaren globalt får blandt andet næring af, at en stor spiller som Microsoft ifølge Daniel Christensen har meldt sin interesse. Samtidig betaler Innovationsfonden løn og husleje i et år, så iværksættervirksomheden slipper for at bekymre sig om finansiering og i stedet kan rette fokus mod at forfine sin VR-software, som skal gøre det hurtigere for hjerneskadede at vende tilbage til dagligdagen.

"Der er et stort potentiale inden for rehabiliteringssektoren. Den er ikke blevet udviklet de sidste 200 år, så det er muligt at trække noget teknologi ind i den," forklarer Daniel Christensen, som vil have sit produkt ud til alle landets sygehuse inden to år.

Han har dog ingen planer om at sælge virksomheden lige foreløbigt, heller ikke hvis Microsoft skulle stå klar med en stor check:

"Men hvis vores projekt passer ind i deres forretningsmodel, så laver vi et partnerskab. Microsoft vil stå for spørgsmål om persondata og det juridiske, og vi kommer til at udvikle vores software," siger han og fortsætter:

"Og når vi så skal gå globalt, er vi selvfølgelig nødt til at finde en større spiller at lege med, og der kan vi se os selv med Microsoft."

Fik hjælp af sygehus

Hvis vi spoler tiden tre år tilbage, så var Daniel Christensen stadig bachelorstuderende i interaktionsdesign på Syddansk Universitet. Dengang boede han i Esbjerg og fik under en forelæsning øjnene op for, at der var et potentiale i at bringe it ind i rehabiliteringssektoren. Valget faldt på virtual reality - VR - fordi det kan stimulere patienter på en måde, som den virkelige hospitalsverden ikke kan.

Han havde dog ikke det store kendskab til hjerneskader, og tog derfor kontakt til Sydvestjysk Sygehus. Nærmere bestemt afdelingen for neurorehabilitering ved Grindsted.

"Vi tog en snak med dem om, hvordan man får skabt et VR-system, der kan skabe værdi både for terapeuterne og hospitalet, men også for borgeren, som skal sidde og træne med systemet i dagligdagen," fortæller Daniel Christensen.

En del af processen gik ud på at tale med patienterne for at finde ud af, hvad der kunne give dem livskvalitet.

"Alle sagde, at hvis bare de kunne føle, at de var hjemme, og at de var raske igen, så ville det være en helt ny verden," husker han.

På den måde fik holdet bag VR Rehab indkredset, hvordan deres produkt skulle se ud. Valget faldt på at skabe et køkken som det første, fordi en patient først kan vende hjem igen, når han eller hun er i stand til at gebærde sig ved komfuret og køleskabet.

"Ved at lave en virtuel verden, som minder så meget om den virkelige dagligdag, så "tricker" det patienterne til at lave nogle aktiviteter, som de ellers først ville kunne begynde at gøre nogle uger senere," forklarer Daniel Christensen og fortsætter:

"Det er ikke så motiverende at pumpe med armen i to timer på et genoptræningscenter, mens livsglæden hos patienten stiger rigtig meget, når de kan brygge deres kaffe eller finde ud af at tage ting ud af fryseren."

Daniel Christensen viser et 2d-udsnit af køkken og dagligstue frem. | Foto: Malte Oxvig
Daniel Christensen viser et 2d-udsnit af køkken og dagligstue frem. | Foto: Malte Oxvig
 

Undervejs skulle VR Rehab tage stilling til nogle meget konkrete problemstillinger i designfasen. Eksempelvis om patienten skal have mulighed for at docere uanede mængder kaffe, eller om der skal være et loft, så der ikke kommer alt for meget kaffe på kanden i forhold til mængden af vand.

"Der har vi fundet ud af, at det er godt, at patienterne kan blive ved med at fylde kaffe på, fordi man rent kognitivt selv skal lære, at man nok skal stoppe," fortæller Daniel Christensen.

Målet er at få bygget et helt virtuelt hus til patienterne, og for tiden roder VR Rehab med at lave en dagligstue ved siden af køkkenet, så et tv kan være tændt, mens patienten står i køkkenet og brygger kaffe. Det er hensigten, at patienten skal kunne skifte kanal på tv'et, mens vedkommende står i køkkenet, fordi det vil være med til at styrke fornemmelsen af at være derhjemme - samtidig med, at vedkommende lærer at have flere bolde i luften.

"Det er svært rent kognitivt," uddyber Daniel Christensen.

Flere indtægtskilder

Planen er at lancere produktet i februar, og pengene skal komme fra en tostrenget indtægtsmodel. Dels skal sygehuse og kommuner købe VR-brillen med den installerede software, og dels skal de betale for en licens til at få support og opdateringer.

Det mulige samarbejde med Microsoft skal på sigt bane vejen for at opbygge en database, hvor VR Rehab kan bruge erfaringer fra de patienter, der har brugt produktet og kvalificere den viden, de opnår, i forhold til nye patienter. For der er forskel på, hvilket forløb der passer bedst til en patient med en hjerneblødning eller demens.

Lige nu er den største bremse, at hardwaren ikke er helt klar til de store ambitioner. Særligt de trådløse headsets lever ikke helt op til VR Rehabs planer. Men det skal nok komme snart, forsikrer Daniel Christensen.

"Inden for det næste halve år vil en patient kunne gå rundt i stedet for kun at sidde ned," siger han.

Vil gå efter ny pulje

Selv om VR Rehab i modsætning til nogle af de andre iværksættere hos Startupworks har finansieringen på plads lige nu, så løber de også om kap med tiden. Til september næste år stopper pengestrømmen fra Innovationsfonden, og derfor er det vigtigt, at produktet kommer på markedet inden da.

"Vi har så mange kommuner og hospitaler, som er interesserede i vores produkt. Så det handler om, at vi skal have nogle flere programmører, så vi kan få noget content ud hurtigt," lyder det.

Ifølge Daniel Christensen vil VR Rehab gå efter en anden pulje hos Innovationsfonden med navnet Innobooster, når selskabet efter planen har lanceret sit produkt til februar og derefter er kommet ud på dele af markedet.

"Den søger vi, når vi skal skalere lidt mere op. Og når vi så skal gå internationalt, så søger vi efter en endnu større pulje, og der må vi se, om vi skal finde nogle investorer, eller hvad vi skal gøre for at komme bedst ud på de internationale markeder."

Aalborg-klynge sætter startups uden for hovedstaden på landkortet

Ung iværksætter drøner rundt på det jyske vejnet for at sælge forenings-app 

Den fjerde industrielle revolution skydes i gang på et slot i Aalborg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også