ITWatch

Sundhedsplatformen kritiseres for at bremse coronaindsats

Det møder hård kritik, at forskere ikke kunne få data ud af Sundhedsplatformen, da covid-19 ramte Danmark.

Professor i intensiv medicin på Rigshospitalet Anders Perner er en af dem, der kritiserer sundhedsplatformen i forbindelse med covid-19-pandemien. | Foto: Gregers Tycho/IND

Det var stort set umuligt at få de nødvendige data ud af det udskældte it-system Sundhedsplatformen, da covid-19 ramte Danmark. Og selv i dag kan landets førende forskere stadig ikke få datasæt om covid-19-patienter ud af systemet.

Det skriver Berlingske fredag.

Nina Weis er professor og overlæge på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling.

Hun fortæller til avisen, at hun og hendes kolleger i et nuværende covid-studie må slå hver enkelt patient op i Sundhedsplatformen og manuelt indtaste oplysningerne for at kunne analysere dem.

Hun mener, at højt specialiseret arbejdskraft kan bruges bedre.

Hendes kollega Thomas Benfield har samme oplevelse. Han er også professor i infektionsmedicin på Hvidovre Hospital.

"Jeg ved godt, at det lyder utroligt, men selv nu - 20 måneder inde i pandemien - kan vi stadig ikke få datasæt for covid-19-patienter ud af Sundhedsplatformen," siger han til Berlingske.

På intensivafdelingen på Rigshospitalet kæmpede personalet også for at samle data. Professor i intensiv medicin på hospitalet Anders Perner fortæller, at det også foregik manuelt.

Han mener, at pandemien har tydeliggjort behovet for et samlet nationalt it-system, som kan give tidstro og valide data.

"Det var først i midten af maj, at vi fandt ud af, at risikoen for at dø, hvis du blev indlagt på en intensivafdeling med corona, var omkring en tredjedel. Det var jo en nyttig information, for vi havde hørt om langt værre tal fra Italien og Kina," siger Anders Perner til Berlingske.

Berlingske har forelagt kritikken for Region Hovedstaden, som henviser til Jannick Brennum. Han er centerdirektør for Rigshospitalets Neurocenter og formand for Region Hovedstadens Datadomæne og for fokusområdet for data i Sundhedsplatformen.

Han forstår forskernes ønsker og frustrationer, men påpeger, at dataudtræk er mere kompliceret, end det lyder.

Han fortæller videre, at det sandsynligvis vil kræve en ændring i lovgivningen, hvis alle intensivlæger til hver en tid skulle kunne tilgå alle intensive patienters journaler.

Jannick Brennum medgiver over for Berlingske, at det kunne være en mulighed at skrive det ind i epidemiloven.

"Rent teknisk ville vi godt kunne bygge det," siger han til avisen.

Jim Snabe: Den digitale gevinst bliver større hvis vi skynder os 

Forsvarschef vil have flere servere før fly og kampvogne 

Mere fra ITWatch

Dansk konsulenthus solgt til finner

Danske Intellishore er blevet opkøbt af finske Solita. Konsulenthuset fortsætter som et selvstændigt selskab, men kan fremover trække på 1200 nye kollegaer til at sætte yderligere fart på væksten.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs