ITWatch

DI Digital: Statens konsulentstrategi vil medføre dyrere og dårligere it-løsninger

Vi risikerer at stå med nye store it-skandaler, som det er set i Skat, når regeringen nu skærper kravene til brugen af private it-konsulenter i staten, siger direktør for DI Digital, Rikke Zeberg.

Foto: PR

Staten kan komme til at stå med nye store og dyre it-projekter, der fejler. Det siger Rikke Zeberg, direktør for DI Digital som følge af regeringens strategi om at begrænse statens brug af private konsulenter med to-tre mia. kroner.

Statens It-Råd meldte forleden, at konsekvenserne af indgrebet nu melder sig og Zeberg siger, at det kan få langstrakte konsekvenser.

"Disse besparelser på konsulenter er en kæmpe udfordring, for det betyder en besparelse på udviklingen af de eksisterende porteføljer af centrale it-systemer i det offentlige," siger hun til ITWatch.

"Man vil, hedder det, ansætte flere it-specialister internt, men det er meget svært i det marked, vi har i dag. Det vil være meget svært for staten at finde it-specialisterne, som der er mangel på. Det vil samtidig betyde, at de skal udvikle disse systemer selv," siger Rikke Zeberg, der har en fortid som topchef i Digitaliseringsstyrelsen.

"Det, tror jeg, vil medføre dyrere og dårligere løsninger, når man ikke længere trækker på de bedste eksperter i det private."

Hvorfor tror du, man gør det her?

"Fordi regeringen vil hente en besparelse, men det har store konsekvenser. Det starter som en spareøvelse, der medfører, at man trækker it-specialister ind i staten. Det har man hverken personerne eller ressourcerne til i dag, så det vil kræve mange år, før det er på plads."

Hun henviser til de voldsomme problemer, det offentlige i dag har i Skat, som netop er udløst af it-vanskeligheder.

"Man kan bare se på Skat. I den nye Udviklings- og Forenklingsstyrelse forsøger man hurtigt at opbygge en it-organisation, men det kan man ikke bare gøre hurtigt. Skal Danmark fortsat på det offentlige område være et globalt foregangsland, så kræver det samarbejde mellem det offentlige og det private."

Men har det private skrevet for store regninger ud, siden regeringen indleder dette?

"Det er svært at svare på, hvad grunden er andet end et spareønske - det er jo et konkurrenceudsat område og et frit marked. Jeg mener, at besparelsesmålet er sat så højt, at det rammer ind i nyudviklingen. Det, har jeg svært ved at forestille mig, var planen fra regeringens side."

Hvad er den langsigtede effekt?

"På længere sigt, om fem eller ti år, kan vi i værste fald stå med nye eksempler som i Skat, hvor det er gået helt galt. Det er påkrævet, at man foretager konstante systemmoderniseringer løbende. Der er krav til sikkerhed og udvikling og opdatering af systemerne, og der har man brug for private konsulenter i en udbredt grad," siger hun.

"Så jeg frygter, at man på sigt kommer til at stå med offentlige it-systemer, der vil stå meget tilbage, hvis dette fortsætter."

ITB: Stoppet for det offentliges konsulentbrug vil betyde skade på centrale systemer 

It-rådet: Konsulentbesparelser skaber problemer for offentlige it-projekter 

Mere fra ITWatch

Nokia Danmark holder kursen

Det går stille og roligt derudaf for Nokias danske afdeling, der i 2020 klarede sig stort set som i 2019, dog med en lille tilbagegang. Det viser selskabets nyligt aflagte regnskab.

Anja Monrad får ny topstilling i Dell

Fremover skal danske Anja Monrad stå i spidsen for Dells forretning i Vesteuropa. Hun kommer fra en stilling som direktør for Øst- og Centraleuropa i samme selskab.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs