Digitalisering? Det er noget mænd står for

Der skal være flere kvinder med i arbejdet med den omfattende digitalisering af det danske samfund. Det mener ligestillingsministeren.
Foto: PR/ITU
Foto: PR/ITU

It skal også udvikles af kvinder. Sådan lyder det fra ligestillingsministeren Karen Ellemann på konferencen "Fremtiden er digital," som blev afholdt mandag.

Hun ser muligheder for, at man skaber større udvalg af it-specialister, hvis flere kvinder får øjnene op for, at se en karriere for sig indenfor it-området.

"Pigerne undervurderer typisk deres egne evner inden for it. Der er en opfattelse af, at it mest er noget for drenge. Flere kvinder inden for it vil automatisk give bedre produkter, fordi pigerne, ligesom drengene, også er brugere af teknologien. Arbejdsmarkedet har brug for, at alle talenter kommer i spil," sagde ministeren.

Det fremgår af en meddelelse fra It-vest – samarbejdende universiteter.

Regeringen har beregnet, at der i Danmark i 2030 vil mangle 19.000 it- specialister og det skal blandt andet løses ved at få flere kvinder ombord i branchen, lyder det.

Ellemann var ikke den eneste minister, der bidrog og fra undervisningsminister Merete Riisager lød det, at man står sig bedre med digital forståelse.

"Har man et basalt kendskab til kodning og programmering, er man langt bedre rustet til at begå sig i et mere og mere digitalt samfund. Vi skal derfor have flere piger til at interessere sig for it fra folkeskoleniveau."

Undervisningsministeriet har lanceret en handlingsplan for teknologi i undervisningen, som har fokus på, hvordan børn, unge og voksne får styrket deres teknologiforståelse, lyder det.

På universiteternes it-uddannelser ligger antallet af kvinder blandt de optagne på 27 procent.

"På de tekniske it-uddannelser, som uddanner unge til at blive skabere af it-løsningerne, udgør kvinderne i dag dog blot 16 procent," lyder det i meddelelsen.

På IT-Universitetet i København er det lykkedes at øge andelen af kvinder til 22 procent af de optagne på bacheloruddannelsen i softwareudvikling.

"Når vi vælger at arbejde på at uddanne flere kvindelige softwareudviklere, så handler det blandt andet om ligestilling mellem kønnene. Når softwareudvikling ændrer både mænd og kvinders fremtid, så bør begge køn også være med til at beslutte i detaljer, hvad denne fælles digitale fremtid bliver," lød det fra IT- Universitetets rektor Mads Tofte på konferencen.

ITU-forsker vinder international pris  

Projekt med millioner i ryggen skal få flere kvinder til at vælge it-fag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også