Styrelse udpeger ny it-leverandør til lov-system
Med lov skal land bygges, og en grundpille i den sammenhæng er it-systemet Lex Dania.
Alle danske love – med undtagelse af finansloven – bliver således produceret med it-systemet.
Fremover bliver det it-leverandøren Schultz, der får til opgave at stå for drift, vedligehold og udvikling af Lex Dania. Det oplyser Civilstyrelsen, som ligger under Justitsministeriet, i en pressemeddelelse.
Udover hvervet med Lex Dania får Schultz til opgave at modernisere hjemmesiden retsinformation.dk, udvikle en ny brugergrænseflade til lovtidende.dk og give Statstidende, der informerer borgere, virksomheder eller offentlige myndigheder om lovpligtig information, et teknisk løft.
"Kombinationen af vores faglighed og IT-kompetencer er ret unik, og det er i høj grad med til at understøtte vores leverancekultur. Vi sætter en ære i at levere til aftalt tid, i aftalt kvalitet og til aftalt pris," udtaler adm. direktør i Schultz, Simon Svarrer, i pressemeddelelsen.