ITWatch

Analytiker: De buldrende vækstrater i Netcompany lader vente på sig

Netcompany præsenterer resultat for andet kvartal onsdag, og ifølge analytiker vil væksten ikke buldre op på samme måde som sidste år.

Foto: Netcompany/PR

Investorerne kommer formentlig ikke til at se buldrende vækstrater, når Netcompany onsdag morgen leverer regnskab for andet kvartal af regnskabsåret 2019 - i stedet må de væbne sig med tålmodighed til andet halvår.

Det vurderer André Thormann, analytiker hos ABG Sundal Collier.

"Ved det her regnskab skal man overordnet set være opmærksom på, at hele første halvår samlet set kommer til at være svagere end andet halvår set på vækstrater. Det bliver ikke et kvartal, hvor væksten vil buldre op, eller hvor vi vil se den samle op fra et lavere niveau i første kvartal."

"Det skyldes primært, at der er tale om hårde sammenligningsgrundlag for første halvår, hvor vi i første halvår sidste år så rigtig høj vækst, og det er vigtigt at være opmærksom på," siger André Thormann.

Færre arbejdsdage

Netcompany forventer for helåret 2019 en omsætningsvækst i niveauet 20-25 pct. i alle regioner målt i faste valutakurser samt en justeret EBITA-margin i niveauet 26 pct. - ligeledes i faste valutakurser.

Netcompany guider efter høje vækstrater, men man skal være opmærksom på, at det formentlig først bliver i andet halvår, at vi kommer til at se det, siger André Thormann, der tilføjer, at det også afspejler sig i analytikernes estimater, og derfor ikke burde komme som en stor overraskelse for markedet.

Han fremhæver desuden, at flere af påskedagene i år landede i andet kvartal sammenlignet med sidste år, hvor flere af påskens helligdage lå i første kvartal.

"Det betyder, at der i kvartalet var færre arbejdsdage, og det er rimelig centralt for et konsulenthus som Netcompany, fordi der kommer penge ind per time," forklarer André Thormann.

Netcompany købte i maj det hollandske selskab QDelft, der ved opkøbet talte 105 ansatte og i 2018 omsatte for godt og vel 50 mio. kr., og det hollandske opkøb er nu fuldt integreret i tallene.

"Det kommer med i tallene denne gang og giver dermed et lille yderligere boost," påpeger André Thormann.

Netcompany leverer regnskab for andet kvartal af 2019 onsdag den 21. august om morgenen.

Topchefer skal hjælpe kommune med at styrke lediges digitale færdigheder

Microsoft og Netcompany går til kamp for it-uddannelserne

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger