De skal lede det nye NNIT

Her er navnene på de fire centrale direktører, der skal føre NNIT videre efter opdelingen og frasalget af infrastrukturdelen. Storkunden Novo flyttes som noget nyt rundt internt. 
Ricco Larsen, gammel kending i NNIT, indgår som central spiller i det nye setup | Foto: Nnit/pr
Ricco Larsen, gammel kending i NNIT, indgår som central spiller i det nye setup | Foto: Nnit/pr

NNIT bliver i sit nye setup delt i fire divisioner og selskabets aktiviteter i den danske life science-branche flyttes ud under en samlet europæisk ledelse. 

Efter det endelig er lykkes at skille NNIT i to og frasælge den udfordrede infrastrukturdivison, så står selskabet nu klar med en klar plan for, hvordan selskabet skal se ud fremover.

Og som noget helt nyt indgår den danske life science-branche i en europæisk division. Dermed rykker selveste Novo og den resterende danske life science-industri over i en europæisk samlet division, der får den erfarne life science-chef Ricco Larsen som øverste chef.

Af de fire divisioner, NNIT bliver opdelt i, koncentrerer tre af dem sig på den internationale storsatsning på life science, som er NNIT´s bærende forretningsområde globalt, mens den fjerde division er en ren dansk region.

Ud over den europæiske forretning indenfor farma, hvor den danske life science-andel altså flyttes over i, så skaber NNIT en amerikansk life science-region, ledet af Mark Orhvall, og en asiatisk hub, der skal stå bag alt salg i Region Asia, som man kalder det, ledet af Jason Xing. 

Endelig oprettes en dansk region udelukkende med fokus på den offentlige sektor under ledelse af Kasper S. Andersen. Datterselskabet Scales fortsætter som selvstændig og specialiseret inden for Microsoft Dynamics 365 for Finance & Operations-virksomheder. 

”Vi strammer organisationen op efter frasalget. Det er en del af den nye strategi. Vi lancerer nu en meget mere målrettet organisation, der skal sikre os, at vi kan levere det, vi vil,” siger topchef i NNIT Pär Fors til ITWatch.

”Vi opretter en division, der står med den danske forretning uden Life Science, altså med alt det andet vi tilbyder herhjemme. Det giver sammenlagt en langt mere fokuseret virksomhed.”

Rapporterer selvstændigt

Han forklarer, at regnskabsmæssigt vil de fire divisioner rapportere ind finansielt hver især fremover.

”De skal fungere som fire selvstændige enheder, der rapporterer hver især, men som naturligvis udnytter hinandens synergier imellem hinanden.”

Pär Fors forklarer, at de fire direktører er rekrutteret internt.

”Det er direktører, vi har i dag. Men de får en meget tydeligere opdeling af deres område.”

De får et tydeligt ansvar og de får en mere simpel organisation at repræsentere.”

Han fortæller, at det kommer til at stå skarpere, når den enkelte topchef for de fire områder gør det godt.

”De får langt lettere ved at vise at de er en succes,” siger han og forklarer, at før opsplitningen var NNIT mere en slags matrix bestående af en række forskellige forretningsområder, der blev solgt på vidt forskellige vilkår og som havde meget forskellige indtjeningsmarginer.

”Det, vi laver for kunderne, er som regel meget målrettet, men vi arbejder også globalt. Så vi kommer både til at lave projekter inden for og på tværs af de fire områder,” siger han. 

”Og derfor lancerer vi også globale salgs- og leveranceorganisationer, der skal understøtte de fire regional divisioner.” 

De fire nye divisioner skal tage over for NNIT, der nu bliver et fuldtonet it-konsulenthus med fokus primært på Life Science globalt og herhjemme desuden med stort fokus på private virksomheder og ikke mindst det offentlige.

Herhjemme vil vi kende selskabet som æleverandør af stadig mere komplekse løsninger til ikke mindst Staten i konkurrence med blandt andre Netcompany. Desuden leverer NNIT fremover fortsat SAP og Microsoft-løsninger til virksomheder. Sidstnævnte fra selskabet Scales.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også