GN: Rivals slettede e-mails kan indgå i amerikansk milliardretssag

Sagen mellem GN Audio og amerikanske Plantronics antager nu et ekstra lag. Juryen skal nu tage slettede mails med i deres overvejelser - mails, som juryen ingen muligheder har for at se.
Foto: PR/GN
Foto: PR/GN
Af ritzau Finans

Kan en jury tage stilling til beviser, den aldrig nogensinde får lov til at se? Det er et af spørgsmålene i den kommende milliardretssag mellem GN og rivalen Plantronics. Og umiddelbart er svaret ja.

I sagen mellem de to producenter af headsets, som har verseret i fem år, blev der nemlig internt i Plantronics slettet titusindvis af e-mails, som potentielt kunne have været brugt som beviser til GN's fordel. Men de kan ikke genskabes, så ingen ved med sikkerhed, hvad de kunne have afsløret om sagen.

Dommeren i sagen, Leonard Stark, har nu afgjort, at juryen skal have mulighed for - men ikke tvinges til - at tage de slettede beviser med i deres bedømmelse af sagen. Det skriver retsmediet Law360.

"I denne sag er det blevet afgjort, at Plantronics har ødelagt beviser. Det er også blevet afgjort, at Plantronics' ødelæggelser ikke var et uheld, og at relevante beviser for sagen måske er blevet destrueret af af Plantronics."

"I, juryen, må derfor - men er ikke forpligtet til at - udlede heraf, at de tabte dokumenter var relevante og gunstige for GN's sag og/eller skadelige for Plantronics' sag," vil juryen ifølge Law360 få at vide.

Ifølge mediet er denne instruktion en middelvej, da dommeren også kunne have valgt at kræve, at juryen tog stilling til de ukendte mails, eller helt at forkaste dem.

Sag tilbage fra 2012

Sagen drejer sig om, at GN anklager Plantronics for på ulovlig vis at have blokeret for GN's salg hos en række distributører i USA.

GN Audio, der dengang hed GN Netcom, anlagde sagen i 2012, fordi det ikke fik adgang til at sælge sine headsets og andre produkter via de forskellige kanaler, der indgik i det såkaldte "Plantronics Only Dealers"-program. Den slags er ulovligt på grund af konkurrencehensyn.

I mellemtiden tog sagen en speget drejning, da det blev afsløret, at ansatte hos Plantronics havde slettet titusindvis e-mails, der kunne have kastet lys over selskabets forretningspraksis. Det kostede i sommeren 2016 en bøde på 3 mio. dollar (19 mio. kr.) til selskabet.

Ifølge et specialiseret it-selskab har Plantronics' ansatte slettet mellem 36.000 og 90.000 e-mails, hvoraf estimeret 2-3 pct. var relevante for sagen og er umulige at genfinde.

Det var dog Plantronics' egne jurister, der opdagede og gjorde opmærksom på sletningerne, og de har kæmpet for at få genskabt beviserne, hvilket har talt til selskabets fordel. Og salgschef Don Houston, der angiveligt stod bag sletningerne, blev trukket i løn og senere tvunget til at forlade Plantronics.

Der er op 600 mio. dollar (3,8 mia. kr.) i erstatning til GN på spil i retssagen, der er berammet til at starte onsdag den 11. oktober og løbe til og med 18. oktober, før juryen skal træffe sin afgørelse.

Franskmænd øger spekulation i GN-kursfald 

GN hæver kursmål efter regnskab 

GN Audio skal forbinde amerikanske truckere 

GN trak stikket hjem på aktiemarkedet efter positivt regnskab 

GN Audio-chef: Opkøb skal skabe ny vækst 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også