Apple faldt på Kina-uro i rødt marked på cyber monday
Bekymringerne om udsigten for den globale vækst fik investorerne til at holde igen – og det afspejlede sig på de finansielle markeder mandag, hvor aktierne blev sendt ned.
Det var kinesiske protester mod landets strenge coronapolitik med dertilhørende restriktioner, der hæmmede humøret – og gav næring til bekymringerne om væksten. Blandt de ramte var Apple, der blev påvirket af bekymringer om tabt produktion på grund af restriktioner på Foxconns fabrik i Zhengzhou.
Mandag var også flere regionale centralbankchefer fra Federal Reserve på talerstolen og gav deres syn på den aktuelle inflation og betydningen for renten, inden det næste rentemøde i december.
S&P 500-indekset faldt 1,5 pct., Nasdaq smed 1,6 pct. og Dow Jones bakkede 1,5 pct., og dermed blev faldene betydeligt udbygget over dagen.
Faldene fulgte efter en – på aktiemarkedet – blandet black friday som afslutningen på sidste uge, og mandag stod den igen i indkøbene og forbrugets tegn, da cyber monday med salg på nettet tog over.
Købelysten løftede blandt andet aktien i Shopify, der steg 3,3 pct. efter at selskabet offentliggjorde black friday-salg, der ifølge Bloomberg blev set som stærkt af analytikere.
Sammen med forbruget er det inflationen og jobmarkedet, som den amerikanske centralbank og renteudvalget retter sig efter, når de tager stilling til renteniveauet. På det seneste har markedet hældt mod, at renteudvalget på mødet i december vil hæve med 50 basispoint efter en lang periode med løft på 75 basispoint.
”Vi forventer, at Jerome Powell (centralbankchef, red.) vil skubbe mere tilbage på markedets forventninger om tidlige rentenedsættelser, der igen har sneget sig en smule for langt ind i 2023, og at han vil understrege at et arbejdsmarked, der er stærkere i længere tid end ventet, også vil betyde høje renter i længere tid,” skriver Krishna Guha, næstformand for bestyrelsen hos Evercore, ifølge Bloomberg.
Apple under pres
Apple-aktien blev sendt ned med 2,6 pct. mandag efter rygter om, at uroen på verden største iPhone-fabrik kan føre til en produktionsmangel på tæt ved 6 mio. iPhone Pro-enheder i år, skriver Bloomberg News med henvisning til en person med kendskab til sagen.
Analytikere fra finanshuset Oddo vurderer, at det svarer til omkring 7 pct. af det samlede antal planlagte iPhone-leveringer i dette kvartal.
Foxconns Zhengzhou-fabrik har været ramt af nedlukninger og arbejderuroligheder i flere uger, efter at et covid-19-udbrud fået Foxconn og den lokale regering til at indføre forskellige tiltag for at begrænse udbruddet.
Apple er desuden også genstand for Elon Musks vrede Twitter-fingre mandag, hvor han langede ud efter koncernen i flere tweets. Han hævdede, at Apple ”i store træk” har droppet sine annoncer på Twitter og desuden truet med at fjerne det sociale medie fra selskabets appstore. Brugere tilkendegiver dog ifølge mediet, at de fortsat ser reklamer i deres feeds.
Google-ejeren Alphabet blev desuden sendt ned med 1,4 pct. efter et forlig i en sag om radioreklamer, hvor selskabet betaler 9 mio. dollar.