
Apple har set sig nødsaget til at udlodde bonusser til sine udviklere for at fastholde dem i selskabet, efter at blandt andet Facebook-ejer Meta har lokket ansatte væk.
Det skriver Bloomberg News.
Apple har udloddet "usædvanlige og markante" bonusser i form af aktier til sine udviklere inden for udvikling af siliciumdesign, hardware og udvalgte drifts- og softwaregrupper, oplyser kilder.
Bonusserne spænder mellem 50.000 og 180.000 dollar, men et flertal af modtagerne skulle angiveligt have fået omkring 80.000 til 120.000, fortæller kilder til Bloomberg News.
Mellem 10 og 20 pct. af hver gruppe af ingeniører skulle angiveligt have modtaget bonusserne. Ikke overraskende er nogle af de resterende udviklere ikke tilfredse med bonusserne, der anklages for at være blevet fordelt på tilfældig vis.
Meta har ifølge Bloomberg News øget sin indsats med blandt andet tillokkende lønordninger for at finde talent udefra, der skal udvikle Facebook-ejerens "metaunivers".
En talsmand fra Apple har afvist at kommentere bonusrygterne.
Apple taber SEC-forsøg på at blokere tre aktionærforslag