ITWatch

Apple trumfer forventningerne med stærkt iPhone-salg

Apple sikrede sig et samlet salg på 111,44 mia. dollar mod ventede 103,12 mia. dollar i sit første kvartal.

Foto: MIKE SEGAR/REUTERS / X90033

Apple kom gennem sit første kvartal med solide resultater. Både omsætningen og indtjeningen overgik således analytikernes forventninger. Aktien falder dog 0,9 pct. i onsdagens eftermarked.

Æblekoncernen sikrede sig et samlet salg på 111,44 mia. dollar, en vækst på 21 pct., mod ventede 103,12 mia. dollar. Det var samtidig første gang nogensinde, at koncernen rundede 100 mia. dollar i et kvartal, skriver Bloomberg News.

Overskuddet per aktie blev på 1,68 dollar mod et konsensusestimat på 1,42 dollar, ifølge Bloomberg News, hvilket kan oversættes til et justeret nettoresultat på 28,76 mia. dollar mod ventede 24,04 mia. dollar. Driftsresultatet, justeret ebitda, kom desuden ind i 36,20 mia. dollar mod ventede 31,97 mia. dollar.

Fremgangen i salget blev tegnet af et produktsalg på 95,68 mia. dollar mod ventede 88,21 mia. dollar. Her blev der langet iPhones over disken for 65,60 mia. dollar, mens analytikerne på Wall Street kun havde ventet 60,33 mia. dollar.

Der var ellers på forhånd høje forventninger til salget af iPhones, da den nye iPhone 12 er Apples første 5G-model, hvilket har skabt forventning om en såkaldt super-cyklus, hvor mange kunder skifter deres gamle model ud med en ny.

Salget af iPads blev på 8,44 mia. dollar mod ventede 7,57 mia. dollar, og der var også gang i wearables, herunder Apple Watch, som landede i 12,97 mia. dollar mod konsensus på 11,84 mia. dollar. Kun Macs nåede ikke helt op til estimaterne, da Apple solgte computere for 8,68 mia. dollar mod ventede 8,86 mia. dollar.

Serviceindtægterne, fra blandt andet App Store og iTunes, blev på 15,76 mia. dollar mod ventede 14,89 mia. dollar.

Apple kom onsdag - for fjerde kvartal i træk - ikke med en prognose for omsætningen i den nye tremåneders periode. Tidligere har California-koncernen henvist til usikkerheden på grund af coronakrisen som årsag.

I ordinær handel faldt Apple aktie onsdag med 0,8 pct., mens markedet røg 2,6 pct. ned.

Mere fra ITWatch

Gamestop sætter skub i ny strategi

Ledelsen i Gamestop har lyttet til kritiske aktionærer og nu sætter gang i en transformation væk fra den fysiske detailhandel, som har været med til at sende selskabet i problemer.

Udbudsområdet er betændt – og centralt står truslen om klager

SKI's direktør satte gang i debatten med sin kritik af leverandørerne for at chikanere med klager. Hos Økonomistyrelsen kan man ikke genkende billedet, men ifølge Dansk IT er der opstået et stort problem med en frygt for at få klager. Det skaber i sidste ende dårligere it-løsninger, mener organisationen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs