GN gør indsigelse mod advokatregning fra konkurrent

GN Audio har gjort indsigelse i en retssag mod headset-konkurrenten Plantronics, der har krævet 877.692 dollar, eller cirka 5,5 mio. kr., til dækning af advokatregninger knyttet til en sag, som GN Audio tabte i oktober.
Det fremgår af et retsdokument dateret den 5. december, skriver mediet law.com.
GN led et nederlag i midten af oktober i retten i Delaware, i en sag, som selskabet anlagde i 2012, hvor GN hævdede, at Plantronics havde skaffet sig uretmæssige fordele ved at lave aftaler med visse distributører om at hjælpe med at sætte forretningen op, hvis de samtidig gav en "fordelagtig behandling" til det amerikanske selskabs produkter.
Ifølge GN Audio har det såkaldte Plantonics Only Distributors-netværk holdt både det danske selskab og andre konkurrenter fra at sælge deres produkter til en stribe forhandlere på det amerikanske marked.
GN Audio havde håbet på en erstatning i sagen, der var estimeret til at have en potentiel værdi på op til 600 mio. dollar - eller 3,8 mia. kr.
GN meddelte efter nederlaget, at det ikke ville påvirke selskabets finansielle forventninger.
GN afviser, at det skal betale for Plantronics advokater, og gør sekundært gældende at kravet er for stort.
/ritzau/FINANS
Analytiker om GN: Tabt retssag bør ikke få større betydning for aktien
GN Audio-chef sætter fut i nye produkter og salg efter solidt resultat