Danske spilproducenter omsætter for milliarder
En vækst i beskæftigelsen på 19 pct., men til gengæld ligger omsætningen så godt som fladt på 3,07 mia. kr. Sådan ser udviklingen ud i den danske spilbranche, viser en ny rapport fra Producentforeningen.
Tallene offentliggøres med en vis forsinkelse og dækker situationen ved udgangen af 2021.
Retter man blikket på toplinjen, er omsætningen på 3,07 mia. kr. stort set identisk med året forinden. I 2020 lå den på 3,1 mia. kr. Udviklingen skal dog ses i lyset af, at de danske spilproducenters omsætning blev mere end fordoblet sammenlignet med 2019. Her lød den på 1,41 mia. kr.
Det er i høj grad eksport, som driver indtjeningen hos spilproducenterne. Således steg eksporten med 10 pct. og lander på 2,2 mia. kr.
Samlet set beskæftiger spilproducenterne 1087 årsværk, fremgår det af rapporten fra Producentforeningen. Det er en fremgang på 19 pct. sammenlignet med året før.
I alt 176 virksomehder var ved udgangen af 2021 beskæftiget med produktion af digitale spil med underholdningsformål til platforme i form af mobil, konsol og PC.