Astralis henter stjerne tilbage med øjeblikkelig virkning
Counter-Strike-holdet Astralis har indgået en transferaftale, der betyder, at Nicolai ”dev1ce” Reedtz med omgående virkning vender tilbage til Astralis.
Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.
”Nicolai er en helt exceptionel spiller, som med sin spilintelligens og overblik under de rette forhold er en uvurderlig støtte for sine holdkammerater,” siger sportsdirektør Kasper Hvidt.
Reedtz, der betragtes som en af de bedste danske spillere nogensinde, har senest været på kontrakt hos Ninjas in Pyjamas.
Før det havde han været hos Astralis fra 2016 til 2021.
”Jeg er sindssygt glad for at være hjemme igen. Alle, der har været i Astralis i længere tid, ved, det er en helt speciel organisation med nogle værdier og en intern opbakning, man ikke finder mange andre steder, og jeg er mere end almindeligt klar til at være med til at bygge Astralis fremtid,” siger han i pressemeddelelsen.
Dansk softwareselskab solgt til svenskere for op til en halv milliard