ITWatch

Astralis-stjerner varsler snarlig kontraktforlængelse

Ifølge Astralis-spillerne kan udefrakommende tilbud ikke friste. Snart vil de forlænge kontrakten med Rfrsh.

Astralis/PR
Foto: Astralis/PR

Når man har fem af verdens bedste spillere og i særklasse verdens bedste hold, så står andre hold ofte klar med store checks og fede tilbud for at lokke folk i deres retning.

Spillerne på det danske Counter-Strike-hold Astralis er ingen undtagelse, og med et hold, hvor alle har kontraktudløb ved årsskiftet, er det oplagt at finde lokkemidlerne frem.

Men eventuelt interesserede kan godt spare sig. For hverken de fem spillere eller træner Danny "zonic" Sørensen kan lade sig friste.

Nye kontrakter er ikke langt væk, siger de.

"Snart har vi tre år mere, tror jeg. Vi er glade for, hvor vi er, og vi er altid blevet behandlet godt. Vi føler, vi har et rigtig godt sammenhold med dem, som står bag også," siger Lukas "gla1ve" Rossander.

"Det er også derfor, vi er gået efter at lave den kontraktløsning, hvor vi har samme kontraktlængde, samme løn og samme vilkår alle sammen."

Spillerne forhandler således ikke individuelt kontrakter med Rfrsh, som er organisationen bag Astralis.

Alle har de hver især en agent til at håndtere alt det uden om deres primære job, at spille Counter-Strike, men også Divisionsforeningen er med til at hjælpe med kontrakterne.

Træner Danny "zonic" Sørensen føler sig også helt sikker på, at både han og spillerne fortsætter som Astralis de kommende år.

"Jeg kan ikke forestille mig andet. Det her er utvivlsomt det bedste sted at være for os," siger han.

"Den måde, hvorpå der bliver taget sig af os, er unik. Jeg tror, vi er et af de eneste e-sportshold i verden, som for eksempel har en læge tilknyttet, som vi kan ringe til."

"Uanset hvad det er, så skal der ikke mange opkald til, så står der nogle klar til at hjælpe."

Astralis har indtil videre deltaget i tre turneringer i år, hvor det er blevet til en andenplads og to triumfer. Den ene af sejrene var i årets første majorturnering.

/ritzau/

Astralis vinder e-sportsfinale og 825.000 kroner i Brasilien

Forsvaret vil rekruttere computerspillere

Astralis vinder majorturnering og høster millionbonus

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger