BEC-topchef træder ind i fintech-bestyrelse

Tidligere bankfolk omdøber nystiftet fintech-virksomhed og henter datacentraldirektør ind i bestyrelsen.
Jesper Nielsen, adm. direktør i BEC, træder ind i bestyrelsen i tidligere bankfolks fintech-virksomhed. | Foto: Gregers Tycho
Jesper Nielsen, adm. direktør i BEC, træder ind i bestyrelsen i tidligere bankfolks fintech-virksomhed. | Foto: Gregers Tycho

Jesper Nielsen, adm. direktør i datacentralen BEC, er trådt ind i bestyrelsen i den unge fintech-virksomhed CXFacts, hvor han sammen med Peter Grøftehauge, ejerleder bag virksomheden Autorola, fremover skal udstikke retningen fra bestyrelseslokalet. 

”Med det her styrker vi vores bestyrelse. Peter (Grøftehauge, red.) er fantastisk dygtig og bidrager markant med sin erfaring fra opbygning af egen international virksomhed, mens Jesper (Nielsen, red.) har førsteklasses indsigt i bankernes tankegang samt kender hele infrastrukturen i forhold til, hvordan bankerne arbejder med kundedata,” siger Claus Nielsen, medstifter og adm. direktør i CXFacts. 

CXFacts er stiftet af de tre tidligere bankfolk Ole Wulff, Daniel Lapp og Claus Nielsen. Virksomheden har bygget en platform, hvor banker får adgang til kundefeedback direkte fra virksomheder, og som samtidig giver virksomheder mulighed for at finde data på, hvor godt forskellige banker klarer sig på specifikke produkter og lande. Det er altså en form for sammenligningsportal.

Indtil for nylig hed virksomheden Buyingteams, men det navn er altså nu skrottet til fordel for CXFacts, som står for customer experience facts.

”Vi havde nok overtænkt det gamle navn, og der var ikke så mange, der rigtig forstod det. Så nu har vi valgt et andet navn, som bedre indikerer, hvad vi laver,” siger Claus Nielsen. 

Har endnu ikke brudt lydmuren

Virksomheden blev stiftet i 2021 og har siden hentet cirka 5,5 mio. kr. i kapital fra en investorkreds på seks business angels. De tre stiftere sidder fortsat på majoriteten af virksomheden. 

CXFacts har på nuværende tidspunkt koblet to internationale banker på platformen, som tilsammen har licens i 70 lande, ligesom virksomheden ifølge direktøren har en lang liste af store og internationale virksomheder, der bruger selskabets software.

”Vi bliver modtaget meget positivt af bankerne. Alle finder vores løsning superinteressant. Beslutningsprocesser og compliance-godkendelser i banker er dog meget lange, og vi må erkende, at det kræver tid og tålmodighed,” siger Claus Nielsen. 

I januar i år fortalte han til FinansWatch, at CXFacts for alvor forventede at få ”meget fart på vækstraketten” i 2023.

”Vi har fået hul igennem, vi har fart på raketten, men lydmuren er endnu ikke brudt. Det er dog et spørgsmål om tid,” siger han i dag. 

CXFacts leverede et underskud på 1,7 mio. kr. i sit første regnskab, der gjaldt fra stiftelsen i juli 2021 til udgangen af 2022. 

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også