
Hvis alt går som planlagt, går Facebook i første kvartal næste år i luften med sit digitale betalingssystem Globalcoin, der bliver selskabets første kryptovaluta. Det skriver mediet Finans, der citerer BBC.
Der har længe været rygter om, at Facebook ville komme med deres egen digitale valuta. Ifølge BBC er det for at kunne tilbyde en overkommelig og sikker måde at foretage betalinger, uagtet at brugeren har en bankkonto.
Det er ikke første gang, at Facebook forsøger at gå ind på markedet for digital betaling. Tidligere har selskabet lanceret Facebook Credits, men projektet blev lagt i graven, da det ikke slog ordentlig igennem hos brugerne.
The Wall Street Journal har tidligere beskrevet, hvordan Facebook er i gang med at rekruttere finansielle firmaer og onlineforhandlere, der skal hjælpe med at lancere betalingssystemet. Ligeledes skulle det sociale medie være i dilaog med blandt andre Visa og Mastercard om initiativet.
Denne artikel er leveret af vores søstersite FinansWatch.