Dansk cloudselskabs børsnotering blev overtegnet med 600 pct.

Det blev til en overtegning på 604 pct. ved det danske cloud-selskab Decideacts udbud af nye aktier i forbindelse med børsnotering på First North.
Selskabet tiltrak i alt 2.956 nye aktionærer, som tegnede aktier for 71,8 mio. kr.
Decideact har hovedkontor på Bornholm, men virksomhedens medarbejdere bor og arbejder fra forskellige steder i verden, hvorfra de laver en SaaS-løsning med fokus på implementering af strategi.
Der var på forhånd udbudt 2.269.939 aktier á 8,15 kr. svarende til en førværdiansættelse på 18,5 mio. Der var på forhånd tegnet aktier for 6,6 mio. kr. Dermed blev der udbudt aktier for 11,9 mio. kr.
Adm. direktør i Decideact, Flemming Videriksen, udtaler i børsmeddelelsen, at han er stolt af den store interesse for selskabet.
"At byde velkommen til næsten 3.000 private investorer med et ønske om at købe aktier i vores firma og i vores vækstrejse er overvældende," siger han.
På grund af den store interesse er minimumstegningen blevet sat ned fra 600 til 475 aktier.
"Desværre måtte vi udføre reduktioner – og i mange tilfælde betydelige reduktioner – i samtlige ønskede aktietegninger," udtaler direktøren.
"Nettoprovenuet fra udbuddet vil blive investeret i selskabets salgs-, marketing- og produktudviklingsaktiviteter som beskrevet i selskabsbeskrivelsen," lyder det fra selskabet i meddelelsen.
Den første handelsdag på First North forventes at blive 16. december.
Dansk cloudselskab vil noteres på dansk minibørs
Bornholmsk tech-virksomhed rejser millioner i investeringsrunde