Plytix vokser med raketfart efter bump på vejen
For det danske iværksætterselskab Plytix har det sidste halve år budt på nærmest lutter fremgang, og forretningen er hver måned vokset med over 100 pct. Den adm. direktør Morten Hellesøe Poulsen fortæller dog, at man i den første tid efter stiftelsen i 2015 traf nogle uheldige beslutninger, men at man nu, med succes, er gået tilbage til begyndelsen.
Det skriver Børsen.
"Siden februar er vi vokset 124 pct. i gennemsnit hver måned - simpelthen fordi vi gik tilbage og lavede det, vi er gode til. 70 pct. af vores kunder kommer fra USA. Og lige nu overvejer vi, om vi skal åbne et kontor derovre," siger adm. direktør Morten Hellesøe Poulsen, der har stiftet Plytix sammen med spanske Alex Lopez, som han mødte, da de begge arbejdede for Google.
Selskabet tilbyder virksomheder en PIM-service (product information management), hvor man kan lagre produktinformationer, som forhandlere og kunder har adgang til. Man fik tilbage i sommeren 2015 en kapitaltilførsel fra blandt andet Seed Capital, så man kunne teste en protoype og har siden hentet godt 10 mio. kr.
Morten Hellesøe Poulsen påpeger dog, at man i begyndelsen fokuserede for hårdt på salget, uden at have et færdigudviklet produkt, hvilket gjorde forretningen ufokuseret. Ved årets begyndelse reducerede man derfor salgsteamet fra 20 til ti mand, og er nu vendt tilbage til rødderne med succes.