Zoom steg efter kvartalstal og opmuntrende prognose
Aktien i Zoom Video Communications steg 7,6 pct. i mandagens eftermarked, da selskabets regnskab for fjerde kvartal var bedre end ventet.
Indtjeningsprognosen for 2023/24 overgår også konsensus på Wall Street, mens buddet på omsætningen ligger i den lave ende.
Zoom regner med en omsætning i hele det nye regnskabsår på 4,435-4,455 mia. dollar, hvilket er under buddet hos analytikerne, der ifølge Bloomberg News lyder på 4,59 mia. dollar, men forventningen til den justerede indtjening per aktie på 4,11-4,18 dollar ligger derimod noget over estimatet på 3,53 dollar.
Fjerde kvartal, der sluttede med udgangen af januar, var samtidig bedre end ventet på bunden.
Koncernen oplevede i perioden en stigning i omsætningen på 4 pct. pct. til 1,12 mia. dollar mod ventede 1,10 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 1,22 dollar, sammenlignet med 1,29 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 0,80 dollar ifølge Bloomberg News.
Zoom, der især skød i vejret under pandemien, da folk i stor udstrækning arbejdede hjemmefra og derfor brugte selskabets videomøde-program.