ITWatch

Hans første startup gik konkurs: Vi mistede forbindelsen til virkeligheden

Max Frimmer ser sit tidligere forsøg på at blive iværksætter på fuldtid som en af grundstenene til Likvidos foreløbige succes. Den nye virksomhed driver han med samme kompagnon, han tidligere fejlede sammen med.

Foto: Likvido/PR

Fredag d. 30. juni 2017 indsendte Max Frimmer og Lars Holdgaard en konkursbegæring. De havde erkendt, at Monera, som de hver især havde brugt 80 timer ugentligt på at bygge op, aldrig ville blive en succes.

Den dengang 24-årige Max Frimmer havde få måneder tidligere lånt 400.000 kr. af sine forældre, mens hans medstifter Lars Holdgaard også havde skudt et større beløb ind i virksomheden for at sikre dens fremtid.

"Som iværksætter er det en super vigtig evne at have, at man kan begejstre andre, så de glemmer tyngdekraften og tror på, at man godt kan lykkes. Det var vi gode til i Monera, men vi var så gode til det, at vi til sidst selv troede for meget på det," siger Max Frimmer.

Egentlig hedder han Maximilian til fornavn. Han er 28 år, bærer titlen adm. direktør og driver iværksættervirksomheden Likvido med 45 ansatte sammen med sin kompagnon fra den fejlslagne startup.

Han fortæller, at de aldrig havde talt om, hvorvidt de havde råd til at tabe de penge, de havde investeret i Monera.

"Det havde vi slet ikke på lystavlen. Vi mistede forbindelsen til virkeligheden, fordi vi blev så gode til at overbevise os selv og andre om, at det hele nok skulle gå."

Forud for konkursen forsøgte Monera at opsige nogle af sine 40 medarbejdere for at reducere omkostningerne, men det var langtfra nok.

Da det stod klart, at Monera ikke havde tilstrækkeligt med penge til at betale sine regninger, var en låneaftale ellers forhandlet på plads. Den kunne havde købt virksomheden to år mere, men aftalen indebar, at Max Frimmer skulle hæfte personligt for alle pengene.

Det var han fast besluttet på at gøre, lige indtil en ung medarbejder sagde:

"Max, det synes jeg ikke, du skal gøre, for det kommer ikke til at ende godt. Du skal ikke ende med personligt at skylde omkring 20 mio. kr."

Opråbet satte tankerne i gang. Max Frimmer begyndte at forestille sig konsekvenserne. Konklusionen blev, at det ville være op ad bakke at starte forfra med et minus på så mange millioner.

Han ærgrer sig på ingen måde i dag over at have mistet de 400.000 lånte kroner på konkursen, som også kostede investorerne, heriblandt Vækstfonden, millioner af kroner.

"Nogle bruger 400.000 kr. på at tage en MBA, og jeg synes, jeg har lært lige så meget. Jeg har fået utroligt meget læring ud af hele processen op til konkursen."

Max Frimmer har en HD i Marketing og Management fra CBS, men konstaterer selv:

"Jeg vil sige, at min rigtige uddannelse er at have været selvstændig i mange år. Det har været med til at rykke mig mest."

Før Monera var Max Frimmer involveret i en håndfuld projekter, men Monera var første gang, han satsede 100 pct. på ét projekt.

Uden erfaringen fra Monera er Max Frimmer langtfra sikker på, at Likvido ville være, hvor virksomheden er i dag.

Bruttofortjenesten nåede i 2020 op på 3,1 mio. kr., mens bundlinjen landede i minus på 5,8 mio. kr. Underskuddet stritter dog ikke mod ambitionerne, da der investeres i at udvikle virksomheden.

Det ultimative mål er at blive en såkaldt unicorn, som er betegnelsen for et privatejet opstartsfirma med en værdi på over 1 mia. dollars. Kun få danske opstartsvirksomheder har opnået den status. Et af de seneste eksempler er fintech-selskabet Pleo.

"Jeg er 100 pct. sikker på, at vi ikke går konkurs, fordi vi er et sted i dag, hvor vi er ret tæt på at dække vores udgifter, og vi har det på rygraden hele tiden at tænke i likviditet. Om vi ender med at blive en unicorn er selvfølgelig mere tvivlsomt. Jeg har stor respekt for, hvor svært det er."

Moneras produkt var en platform, som koblede håndværkerfirmaer sammen med kunder. Firmaerne betalte Monera for at være en del af platformen, hvor private forbrugere kunne indhente tilbud til forskellige projekter.

"Grundproduktet var der bare ikke. Vi havde filtreret de dygtigste håndværkere, som var skarpe til kundeservice og tilbudsgivning, fra, når vi satsede på de håndværkere, der er villige til at betale 3.000 kr. om måneden for at få flere kunder," fortæller Max Frimmer.

Det resulterede ifølge ham i utilfredse forbrugere, som fravalgte at bruge platformen igen, og den manglende interesse gjorde, at håndværkerne beholdt pengene i lommen.

"Det, der skubbede os ud over kanten, var, at vi havde mange millioner ude at flyve hos dårlige betalere. Det er selvfølgelig et symptom på, at kunderne ikke var vildt begejstrede for produktet."

Fejlen er ifølge iværksætteren let at få øje på:

"Vi voksede for hurtigt med for meget fokus på bare at få nye kunder ind og for lidt fokus på at bygge verdens fedeste produkt. Det resulterede i, at vi havde en masse kunder, der ikke betalte deres regninger."

Han råder derfor andre iværksættere til måske lige at bruge et år mere end forventet på at sørge for, at produktet bliver godt og kunderne glade.

"Jeg tror, at det er en klassisk fejl, mange iværksættere laver, når de har rejst penge fra investorer og kan se succesen dale, at man begynder at jage kunder for enhver pris, fordi det skal gå hurtigt med at få skabt vækst."

Idéen til Likvido, som sælger en løsning til digitalt bogholderi, opstod i asken af konkursen.

Men først rejste Max Frimmer sammen med sin kæreste og Lars Holdgaard væk i et halvt år. De tilbragte halvdelen af tiden i Asien og den anden halvdel i Berlin, som er byen, Max Frimmers forældre kommer fra.

"Det handlede om at komme væk for at få det hele på afstand og starte forfra," siger Max Frimmer.

Iværksætterduoen lejede sig ind i et kontorlokale og dukkede op nogle timer hver dag uden at have noget specifikt at give sig til. Tiden brugte de på at vende nye idéer og reflektere over, hvad der gik galt i Monera.

Resultatet blev Likvido, som oprindeligt kun solgte et inkassoprodukt.

"I Monera brugte vi rigtig meget tid på at tale med inkassobureauer og advokater. Vi tænkte, at det kunne man gøre smartere for de mindre firmaer ved at automatisere en stor del af processen," forklarer Max Frimmer.

Senere har Likvido udviklet sig til at være en platform til betaling af regninger, oprettelse af fakturaer og automatisk afsendelse af rykkere.

Hvis han kunne spole tiden tilbage, ville Max Frimmer have holdt virksomheden meget mindre i starten og først skalere, når kunderne var glade.

"Man skal have disciplin til ikke at trykke foden på speederen, før man er klar. Vi holdt slet ikke øje med, om kunderne var glade for produktet. Det bruger vi meget tid på nu," siger Max Frimmer.

Der er dog tale om en svær balancegang. Den største fejl indtil nu skyldes netop læringen fra den tidligere startup om, at man skal gå langsomt frem.

"Vi har begået den store fejl, at vi kom for sent i gang med at satse på det engelske marked. Nu er vi på tredje år, og vi er lige gået ind på markedet. Vi skulle have gjort det meget tidligere," siger Max Frimmer.

Han uddyber, at man skal hurtigere ud over stepperne, når ambitionen er at blive mere end et lille dansk selskab.

"Danmark er et utroligt lille land, og det gør det svært at rejse mange penge fra investorer i Danmark. Hvis man vil være en førende europæisk aktør, skal man have fat i udenlandske kapital- og venturefonde. Det er svært, og man skal som regel først have bevist, at modellen også virker uden for Danmark," siger han.

De to iværksættere har imidlertid en udenlandsk venturefond i ejerkredsen. Franske Blackfin Tech står sammen med de eksisterende investorer bag en indsprøjtning på 18,5 mio. kr. i juni.

Konsekvensen ved at gå langsomt frem er ifølge Max Frimmer, at Likvido på nuværende tidspunkt, hvor virksomheden har fundamentet på plads til virkelig at trykke speederen i bund, ikke har kunnet rejse flere hundrede millioner kroner fra investeringsrunder.

"Det havde vi kunnet med det samme antal kunder og medarbejdere, hvis halvdelen af vores kunder var i England."

De danske investorer har været relativt nemme at få fat i - også selvom stifterne har konkursen med sig i bagagen. Erfaringen derfra var faktisk grunden til, at Max Frimmer overbeviste Likvidos første investor, business angel Nicolaj Højer Nielsen, om, at det var en god idé at skyde penge i Likvido.

"Max forstod lige nøjagtig, hvad der gik galt første gang,« siger Nicolaj Højer Nielsen, som ser læringen fra konkursen som et stort plus:"

"En af grundene til, at Likvido er så succesfuld nu, er, at stifterne lærte utroligt meget af at fejle med deres første startup."

Derefter stødte Vækstfonden til som investor på trods af tidligere at have brændt nallerne på Monera. Men en del af de penge, fonden mistede dengang, forsøger de to stiftere at hente tilbage nu.

De købte Moneras konkursbo og arbejder på at inddrive gælden fra de dårlige betalere til både Vækstfonden og dem selv, da de hæftede personligt for nogle af pengene.

"Jo pænere, man kan rydde op efter sig selv, desto bedre. Vækstfonden ville nok ikke være aktionær i Likvido i dag, hvis vi havde smækket med døren."

Max Frimmer skylder også stadig sine forældre 400.000 kr.

"De tog konkursen meget pænt. Heldigvis havde de snakket om, hvad der ville ske, hvis ikke de fik pengene hurtigt igen. Det havde været en hel anden situation, hvis det havde været deres pensionsopsparing, de stod og skulle bruge om lidt. Så havde jeg forhåbentlig ikke taget imod dem, men det havde jeg nok gjort i ungdommens vildskab," siger han.

Det er mere end en større viden om, hvad man ikke skal gøre som iværksætter rent forretningsmæssigt, Likvidos stiftere har lært af konkursen. De har erfaret, at der også skal være plads til andre ting i livet både, når det gælder dem selv og deres ansatte.

"Det kommer til at tage 10 år som minimum at få Likvido til rigtigt at flyve, og vi skal have lykkelige liv i mellemtiden. Jeg vil gerne undgå at blive skilt fra min kæreste, før vi når at blive gift og være en aktiv del af min søns barndom," siger Max Frimmer, hvis søn snart er ni måneder gammel.

Penneos topchef er mere investor end direktør

Udenlandsk venturefond investerer tocifret millionbeløb i dansk fintech-selskab 

Mere fra ITWatch

Tidlig investor smækkede kassen i for Drugstars: Tidsplan og økonomi skred

Det ville tage længere tid og koste mere end først estimeret at indfri de store ambitioner, som venturefonden Byfounders havde til e-health-firmaet Drugstars, og derfor var fonden – i lighed med Drugstars’ andre tidlige investorer – ikke villig til at stille op med kapital til det nu konkursdømte selskab.

Jim Snabe: Den digitale gevinst bliver større hvis vi skynder os

Dansk Industri fremlægger i dag sine anbefalinger til den danske digitaliseringsstrategi, der kommer i kølvandet på anbefalingerne fra regeringens eget digitaliseringspartnerskab tidligere på måneden. Begge udvalg mener, at det haster med nye visioner for Danmark.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs