ITWatch

Nyt digitalt udviklingsprojekt skal gavne både branche og samfund

Et nyt tværgående projekt, som Ejendomdanmark står bag, skal gøre ejendomsbranchen mere digital og reducere bygningers klima- og miljøpåvirkning. Med i projektet er bl.a. repræsentanter fra leje- og ejerorganisationer.

Jannick Nytoft, adm. direktør, Ejendomdanmark. Foto: PR / Ejendomdanmark

Et toårigt projekt, som Ejendomdanmark står bag, skal skabe klarhed over branchens digitaliseringsmuligheder, og hvordan de kan sikre "en fælles retning i ejendomsbranchen og for samfundet som helhed." Det skriver interesseorganisationen i en pressemeddelelse.

De digitale løsninger skal kunne "reducere klima- og miljøaftrykket fra bygninger og ejendomme", men også "styrke forholdet mellem lejer og ejer, minimere energiforbruget og optimere drift- og vedligeholdelse." På længere sigt skal projektet skabe et internationalt netværk af lejer- og ejerorganisationer.

Hos initiativtageren Ejendomdanmark ser adm. direktør Jannick Nytoft med dette projekt frem til at få kortlagt, "hvad der reelt er behov for og hvilke eventuelle barrierer for digitalisering, der skal imødegås".

"Den digitale udvikling giver fortsat helt nye muligheder, og det kan bl.a. være med til at forene branchen gennem et større samspil mellem lejere og ejere. Teknologi kan desuden skabe en øget vækst og bæredygtighed i branchen," siger han.

Ud over Ejendomdanmark er Danske Udlejere med i projektet, og fra lejersiden deltager organisationerne LLO og Boligforeningernes Sammenslutning i Danmark (Bosam), mens man også samarbejder med Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet (Build).

Hos Grundejernes Investeringsfond, der står for en del af finansieringen, understreger direktør Susanne Borenhoff det omfangsrige deltagerfelt som en af projektets store kvaliteter.

"Der er masser af perspektiver og potentiale i at anvende ny teknologi – og det er der også i ejendomsbranchen. Både ift. service og administrationsområdet, f.eks. kommunikationen mellem lejer og ejer, men også ift. renovering og vedligehold af de eksisterende ejendomme", siger hun.

Ifølge Keld Frederiksen, formand for Danske Udlejere, øger den brede deltagelse mulighederne for projektets succes og en fremtidig effektivisering af ejendomsbranchen.

”Enhver branche i det danske erhvervsliv er fokuseret på at finde frem til løsninger, hvor ellers arbejdstunge opgaver bliver forenklet, og hvor man opnår større sikkerhed for, at der ikke sker fejl".

Gældende lovgivning bliver også en del af projektets fokus, så der tages højde for, hvad man kan og ikke kan gøre inden for det teknologiske område.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EjendomsWatch.)

EG i endnu et opkøb: Overtager dansk proptech med mål om 1 million brugere

Ejendomsprofil forlod chefjob i PWC til fordel for en spirende proptech-scene: "Det er nu markedet rykker"

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger