ITWatch

Facebook fjerner misvisende opslag fra russiske ambassader

Russiske ambassader i Danmark og andre lande delte opslag, der hævder, at bombning af børnehospital er løgn.

Foto: OLIVIER DOULIERY/AFP / AFP

Facebook har onsdag fjernet et identisk opslag fra adskillige russiske ambassaders profiler, fordi det brød selskabets regler for misinformation.

Det oplyser en talsmand for selskabet.

I opslaget, der blandt andet blev delt på Facebook-siden for den russiske ambassade i Danmark, stod der, at det ikke passer, at Rusland for nylig skulle have bombet et børnehospital i Ukraine.

Facebook har også fjernet opslaget fra profilerne for Ruslands ambassader i Costa Rica, Grækenland, Island, Jamaica, Japan, Mexico, Tunesien og Storbritannien.

Ingen af ambassaderne har kommenteret hændelsen.

Selv om Facebook har fjernet opslaget fra de mange ambassader, så cirkulerer det stadig på mindst 18 russiske ambassader eller ministeriers sider på Twitter, Facebook og beskedtjenesten Telegram.

Det viser en optælling fra overvågningsorganet FakeReporter.

Twitter og Telegram har endnu ikke kommenteret historien.

Ifølge talsmanden fra Meta, der ejer Facebook, blev opslaget fra de russiske ambassader fjernet, efter at nyhedsbureauet Reuters henvendte sig til selskabet for at spørge ind til historien.

Mindst tre personer - heriblandt et barn - blev angiveligt dræbt 9. marts, da et russisk luftangreb ramte et fødsels- og børnehospital i byen Mariupol.

Det har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tidligere oplyst.

Rusland har flere gange ændret forklaring omkring bombeangrebet.

Landet har således både benægtet, at episoden har fundet sted, men samtidig opfordret til, at alle fakta i sagen kommer på bordet.

Ruslands forsvarsministerium har også beskyldt Ukraine for at have iscenesat episoden.

Regeringen i Moskva har siden invasionen i Ukraine 24. februar været i åben konflikt med flere techgiganter.

Adgangen til både Twitter og Facebook er således blevet begrænset i landet.

Som modsvar har selskaberne øget indsatsen for at forhindre misinformation omkring krigen.

Twitter har også lanceret en version af sin tjeneste på det mørke internet. Det skal gøre det muligt for brugere i Rusland at tilgå tjenesten trods restriktionerne.

/ritzau/Reuters

Er Rusland ved at lukke sit internet inde bag en stor mur?

Rusland vil stemple Facebook og Instagram som ”ekstremistiske”

Mere fra ITWatch

Mit.dk er et "udstillingsvindue" for Netcompany

Netcompanys visningsklient til Digital Post, Mit.dk, ”fylder meget lidt” i seneste regnskab. Tjenesten skal mere ses som ”et udstillingsvindue for resten af Europa”, lyder det fra Netcompanys direktør, André Rogaczewski.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs