
Den tysk-amerikanske milliardær Peter Thiels dataselskab Palantir falder torsdag med hele 12,3 pct., da selskabets regnskab for fjerde kvartal, om end bedre end ventet, peger i retning af en aftagende vækst.
Koncernen oplevede i perioden en fremgang i omsætningen på 34 pct. til 433 mio. dollar mod ventede 419 mio. dollar. Det var dog en opbremsning i væksten i regnskabsårets tre sidste måneder, da den for hele året var et plus på 41 pct., mens der året før var en fremgang på 47 pct.
Det justerede overskud per aktie blev på 2 cent, sammenlignet med 13 cent et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 3 cent, ifølge Bloomberg News.
Det justerede nettoresultat blev på 45 mio. dollar mod et bud på Wall Street på 85 mio. dollar. Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 128 mio. dollar. Her var ventet 98 mio. dollar.
Palantir lover en omsætning i første kvartal på 443 mio. dollar, mens konsensus på forkant lød på 420 mio. dollar, ligesom koncernen holder fast i, at den vil vokse med 30 pct. eller mere frem til udgangen af 2025.
Peter Thiel har for nyligt annonceret, at han vil forlade sin bestyrelsespost i Meta Platforms, Facebooks ejer, da han vil bruge mere tid på politiske aktiviteter, hvor han blandt andet hat støttet den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.
Peter Thiel er medstifter af Palantir og formand for bestyrelsen. Han ejer desuden 6,7 pct. af aktierne.
Amerikansk softwareselskab venter øgede indtægter fra infrastrukturpakke