ITWatch

Rumænsk opkøb sparker væksten i gang hos robotvirksomhed

Omsætningen er steget gevaldigt hos Shape Robotics, der har udbredt sine edtech-robotter i Danmark og ikke mindst Rumænien. Men virksomheden taber stadig penge på den primære drift. Underskuddet er mere end fordoblet.

David Johan Christensen, stifter og direktør, Shape Robotics. | Foto: Shape Robotics / PR

Edtech-robotterne fra Shape Robotics er kommet stærkt igen efter et ellers sløjt 2020, hvor coronakrisen satte en kæp i omsætningshjulet.

Shape Robotics løfter deres omsætning med hele 194 pct. i 2021 i forhold til 2020.

”Vi er i gang med en transformation fra at levere robotter til at levere hele løsninger i form af vores smartlabs, hvor robotterne naturligvis er en del af det. Vi har haft en voldsom vækst i Rumænien i forlængelse af et opkøb dernede, og det er hovedårsagen til den store vækst,” siger Shape Robotics stifter og direktør, David Johan Christensen.

Omsætningen for 2021 lød på 12,5 mio. kr. mod en omsætning på 1,4 mio. kr. i 2020 og er, som David Johan Christensen siger, primært drevet af salg i Rumænien.

I slutningen af august 2021 opkøbte Shape Robotics det rumænske edtech-selskab Storykids, der siden har fungeret som distributør for Shape Robotics.

“Opkøbet i Rumænien er gået godt, og det er især i Q4 2021, at omsætningen virkelig er steget,” siger David Johan Christensen.

I Q4 alene er omsætningen steget hele 810 pct. i forhold til Q4 i 2020.

Ikke så meget gang i Danmark

I Danmark er der imidlertid tale om en helt anden vækst. Uden at komme ind på konkrete beløb oplyser David Johan Christensen, at man i absolutte tal er vokset i omegnen af 33 pct. i forhold til 2020.

Men markedet i Danmark fylder samlet set kun 17 pct. af omsætningen i 2021

“Danmark har ligget rimelig stabilt, og vi har ikke set den samme voldsomme vækst. Meget af forretningen i Danmark er drevet af messer, og de har jo været lukket ned. Danmark er et fint marked for os, og vi forventer en større vækst i det marked, når der kommer gang i messerne igen,” siger David Johan Christensen og fortsætter:

“Vi havde klart vokset mere i Danmark, hvis ikke der havde været corona.”

Der er ikke kun forventninger til øget vækst i Danmark i år 2022, men også til yderligere vækst i det potente rumænske marked.

Mere vækst forude

Målet for Shabe Robotics er en vækst i omsætning på 230-295 pct. Skal det lade sig gøre, skal Shape Robotics levere en omsætning et sted mellem 60 mio. kr. og 90 mio. kr.

Målet er så godt som nået allerede nu, lyder det fra David Johan Christensen.

“Hvis vi bare kan levere på de ordrer, vi har fået i Rumænien, så er vi der allerede. Den aftale er 60 mio. kr. værd, og lægger man det oven i omsætningen for 2021, så giver det jo sig selv,” siger han

Forventer i at kunne levere uden problemer på trods af mangel på mikrochips og en forsyningskrise?

“Ja, vi har arbejdet på den her opgave siden sidste sommer, men det er da klart, at der er nogle trusselselementer der,” siger David Johan Christensen.

“Vi har formået at designe os ud af det. Kan vi ikke få en mikrochip, som designer vi os ud af at og benytter i stedet en, som vi godt kan få. Volumen af computere og skærme i klasselokalerne er ikke så store, så selvom der er store forsyningsproblemer her, så rammer det os ikke i så høj grad.”

Kan være på vej til overskud

På bundlinjen lander Shape Robotics et underskud på 4,9 mio. kr. mod et underskud på 1,9 mio. kr. i 2020.

Underskuddet er langt hen ad vejen en konsekvens af øget udgifter til forskning og administration i forbindelse med salg.

Som børsnoteret virksomhed kan David Johan Christensen ikke kommentere på forventningerne til bundlinjen i 2022, men med hurtig hovedregning er det tydeligt, at udgifterne ikke stiger i samme grad som indtægterne.

Derfor kan Shape Robotics med deres rumænske eventyr være på vej mod deres første sorte bundlinje i 2022, hvis de kan holde udgifterne nogenlunde i ro.

“Udgifter til varer vil jo stige, men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvor det lægger bundlinjen i 2022,” afslutter David Johan Christensen.

Dansk robotvirksomhed lander stor ordre i Rumænien

Finansdirektør stopper i Shape Robotics

Odenseansk robotvirksomhed rejser tocifret millionbeløb

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs