ITWatch

Selskab bag poderobot opgiver at få produkt klar til corona

Robotselskabet Lifeline Robotics, som blandt andet Universal Robots-stifter Esben Østergaard står bag, er startet som en direkte udløber af coronakrisen. Selskabet må dog erkende, at deres produkt ikke bliver klar til at kunne gøre en forskel i pandemien.

26-årige Julie Dalsgard blev færdiguddannet i sommer og blev ved årskiftet forfremmet til direktør i Lifeline Robotics. | Foto: PRESSE

Da robotselskabet Lifeline Robotics blev startet for knap et år siden, var formålet hurtigst muligt at få lavet en poderobot, der kunne spare mandetimer i testcentrene.

En måneds tid tog det, så var prototypen klar, og derfra kunne man tro, at danskerne snart kunne møde en robot i de hvide telte. Men så let har det ikke været.

Lifeline Robotics er stadig langt fra at kunne sende sin poderobot på markedet, og derfor har virksomheden nu fuldkommen opgivet at få leveret en eneste robot, før coronapandemien forhåbentlig er afblæst.

Det fortæller adm. direktør, Julie Dalsgard, i et interview med ITWatch.

"Der går hurtigt et år, før vi har et produkt på markedet," siger hun.

Bag Lifeline Robotics står prominente navne som blandt andre Universal Robots-stifter Esben Østergaard og investor Søren Stig, der indtil årsskiftet var direktør i selskabet. Den post har 26-årige Julie Dalsgard overtaget, som ITWatch beskrev i mandags.

Selvom det er erfarne kræfter, der står bag selskabet, så er der ingen, som har erfaringer med at lave teknologi til sundhedsvæsnet. Og det har ikke været problemfrit at bevæge sig ind i den niche. Til sundhedsudstyr er der en helt masse krav om certificeringer, som er en langt større arbejdsbyrde, end først antaget i Lifeline Robotics.

"Hvis vi skal være helt ærlige, er vi blevet overraskede over, hvor omfattende det er," siger Julie Dalsgard.

"Det kom i hvert fald lidt som en mavepuster, da det gik op for os, at certificering nok blev det største bump på vejen. Det er en enormt kringlet og kompleks proces, som næsten er umulig at sætte sig ind i , overskue og gennemføre for en lille virksomhed som os," siger direktøren og understreger, at hun godt forstår, hvorfor der skal være meget kontrol med apparater til medicinsk brug.

Det er nu hendes opgave at gennemføre en helt ny strategi, hvor hele årsagen til, at virksomheden blev stiftet – corona – ikke er i fokus.

I stedet for at satse på den nuværende pandemi vil virksomheden udvikle en robot, der skal gøre det muligt at monitorere spredningen af virus som fx influenza mere generelt, så man i fremtiden er bedre rustet til at håndtere kommende pandemier.

Forlængelse af sikkerhedstjek i lufthavnen

Grundteknologien bag robotten er klar, og det har den været siden det sene forår. Men prototypen mangler at blive testet, før teknologien og produktet kan færdigudvikles. Det er blandt andet den proces, der er høje krav til, når man laver medicinsk udstyr.

Alle steps skal dokumenteres, der skal laves risikovurderinger, og en tredjepart skal indover for at godkende processen. Til at holde styr på alt det er Lifeline Robotics nødt til at ansætte en fuldtidsmedarbejder til udelukkende at tage sig af den proces.

Udover arbejdslønnen til en ny medarbejder er godkendelsesprocessen også dyr, forklarer Julie Dalsgard. Med udsigt til, at der går endnu et år, før poderobotten kan komme på markedet, og at en lang række lande samtidig forventer at vaccinere sin befolkning i samme periode, kan det virke håbløst at fortsætte arbejdet i virksomheden.

Det tænkte Julie Dalsgard også selv, da hun for et par måneder siden blev spurgt, om hun ville stå i spidsen for virksomheden.

"Det er en usikker vej, for der er ikke lige et stensikkert marked, som vi allerede nu ved, vi kan sælge til," siger direktøren, som dog er overbevist om potentialet i teknologien.

"Det er baseret på en hypotese om fremtiden, at vi udvikler det her produkt. Men vi tror alle sammen på, at det er nødvendigt med en løsning som vores, fordi vi har set med covid-19, at vi som verdenssamfund ikke var forberedt på at håndtere en pandemi."

Julie Dalsgard forestiller sig eksempelvis, at sikkerhedstjekket i lufthavne forlænges med poderobotten. Sådan at flypassagerer før, de skal en tur gennem scanneren, skal podes for at sikre, at potentielt smitsomme sygdomme ikke trækkes med over landegrænser.

I dag tjekker vi for bomber og knive, men vi tjekker ikke for, hvad man kan kalde biologiske våben, som vi kan bære rundt på

Julie Dalsgard, adm. direktør, Lifeline Robotics

"Det handler om, at vi skal monitorere, hvad vi tager med ind over landegrænserne. Et af de store problemer ved, at der kom en ny virus som coronavirus, er jo, at vi rejser og bevæger os mere, end vi nogensinde har gjort," siger hun.

"I dag er vi vant til at blive tjekket for sprængstoffer og våben, men vi tjekker ikke for, hvilke biologiske farer, som vi uvidende kan bære rundt på."

Hun nævner fodboldkampe og andre større events som eksempler på, hvor det også kunne være relevant med en test før entré.

"Vi tror på, at der skal et automatiseret system til for at kunne forebygge og forberede os bedst muligt på fremtidige pandemier," siger hun.

"Vi vil ikke gå og vente på, at den næste pandemi kommer. Vi vil faktisk gerne medvirke til, at den slet ikke kan komme, fordi vi fremover bedre kan lukke ned for spredningen, inden vi når til en global sundhedskrise. Eller i hvert fald minimere det så kraftigt, at vi undgår en pandemi af den størrelse, vi har nu."

Julie Dalsgard er 26 år, nyuddannet og nu direktør i robotpioners nye virksomhed 

Coronakrisen koster stadig dyrt hos robotselskab som skal på pengejagt

Mere fra ITWatch

Mærsk dropper blockchain-platformen Tradelens

Der kommer ikke til at blive videreudviklet på den digitale platform Tradelens, som Mærsk har stiftet i samarbejde med IBM. Platformen lukker ved udgangen af første kvartal 2023 på grund af manglende opbakning.

Redaktør: Lippert rydder ud blandt bløde svenskere

Ledelsesrokaden i Globalconnect er en hård omgang for de svenske topchefer i det nordiske selskab. Den bløde stil passer formentlig ikke ind i det dansk-ledede selskab, vurderer redaktør for svensk telemedie.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs