ITWatch

Robot-direktør advarer kraftigt mod at vedtage ny epidemilov

Et udkast til en ny epidemilov vil give sundhedsministeren mulighed for at "krænke adskillige rettigheder", der ellers er sikret i grundloven. Sådan lyder advarslen fra Enrico Krog Iversen, der i det daglige står i spidsen for et af de odenseanske robotselskaber.

Foto: PR/Fotojournalist Nils Lund Pedersen

Hvis udkastet til en ny epidemilov bliver vedtaget, vil regeringen få magtbeføjelser, der ikke er forenelige med grundloven.

Sådan lyder den kraftige advarsel fra erhvervsmanden Enrico Krog Iversen, der var direktør og medejer af robotselskabet Universal Robots, inden det blev solgt for 2,3 mia. kr. i 2015, og siden har opbygget robotfirmaet Onrobot, der i dag har 180 ansatte.

"Udkastet til en ny lov om epidemier giver den siddende sundhedsminister her i landet mulighed for at krænke adskillige rettigheder, som grundloven ellers skulle sikre os imod," skiver han i et høringssvar.

ITWatch har flere gange talt med Enrico Krog Iversen om håndteringen af pandemien. Allerede 17. marts, omkring en uge efter Mette Frederiksen lukkede store dele af landet ned, langede han hårdt ud. Han mente ikke, at tiltagene stod mål med konsekvenserne.

Fire årsager

Nu er han igen ude med kritik, og denne gang peger han på fire konkrete årsager til, at man ikke bør vedtage epidemiloven i dens nuværende form.

For det første kan loven koste arbejdspladser, fordi myndighederne får beføjelser til at fjerne firmaers eksistensgrundlag uden at være forpligtet til at yde erstatning, påpeger han:

"Dette strider imod grundloven og retten til at udøve erhverv; Det skaber helt urimelig stor usikkerhed omkring det at drive virksomhed i Danmark. Forfatningsindgreb skal kompenseres. Det bygger vores forfatningsret på. Der bør være mere forudselighed. Som det er nu, har du som virksomhedsejer ikke ret til noget. Kun til det du kan overbevise dine politikere om."

For det andet fratager loven borgerne friheden over deres egen krop, fordi smittede med farlige sygdomme kan få påbud om, at de skal undersøges, indlægges, behandles og isoleres. Derudover kan befolkningen også blive pålagt at blive vaccineret.

"Det er sundhedsministeren selv, der helt uden dokumentation kan diktere, hvilke sygdomme der skal give sundhedsvæsenet disse vidtrækkende og meget indgribende muligheder for med magt at tvinge dig som borger til at underlægge dig deres vurdering af, hvad du og din krop skal udsættes for," påpeger Enrico Krog Iversen.

Underminerer forsamlingsfrihed

For det tredje mener Enrico Krog Iversen, at epidemiloven vil underminere den grundlovssikrede forsamlingsfrihed, som vi tidligere har taget for givet:

"Det kan vi ikke længere, hvis denne lov vedtages; det vil reelt bero på, om den siddende sundhedsminister her i landet synes, at det er forsvarligt og dermed skal være tilladt at forsamles på det givne tidspunkt og sted," fremhæver han.

Som et fjerde punkt mener Enrico Krog Iversen, at loven giver sundhedsministeren mulighed for at ignorere saglighed, faglighed og proportionalitet. I udkastet vil det ikke være et krav, at der skal være videnskabelige beviser for en beslutning.

"Reelt åbner lovteksten en ladeport for, at en minister kan bruge en hvilken som helst sundhedsfare som politisk styringsredskab. Danmarks hidtidige epidemilovgivning har i mere end 400 år bygget på faglighed for at bekæmpe livstruende epidemier som pest, kolera og kopper. Og uden sammenligning i øvrigt – nu covid-19."

"Men med først den hastevedtagne nye epidemilov af 13. marts 2020 og nu i udkastet til en ny epidemilov er det blevet helt op til den enhver tid siddende sundhedsminister at bestemme, hvad der skal gøres uanset sundhedsfaglig rådgivning," fremhæver Enrico Krog Iversen.

Kan få store konsekvenser

Han peger på, at man tidligere har haft et princip om, at der skal være proportionalitet mellem et indgreb og samfundets funktionsevne.

"Den aktuelle begrænsning af restauranters åbningstid til kl. 22 er et blot et af mange eksempler på, at proportionaliteten ikke er til stede," påpeger han.

Samlet mener han, at en ny epidemilov kan få store konsekvenser.

"Hvis den nye epidemilov vedtages i sin nuværende form, risikerer vi, at kuren med alle de omfattende samfundsmæssige og menneskelige følger, bliver langt værre end sygdommene i sig selv."

Enrico Krog Iversen er langt fra den eneste kritiske stemme - også alt fra Dansk Industri til Insitut for Menneskerettigheder har hævet pegefingeren over forskellige dele af udkastet. Overfor DR har sundhedsminister Magnus Heunicke understreget, at der blot er tale om netop et udkast og ikke en vedtaget lov.

"Der er således ikke tale om, at der på nuværende tidspunkt foreligger et forlig, stemmeaftale, regeringsudspil eller lignende, hvorfor det ikke giver mening at kommentere udkastet eller de enkelte høringssvar," har han fremhævet.

Direktør må indstille sig på mindre vækst efter coronakrisen

Robotselskab fortsætter millionunderskud

Simcorp-topchef om coronanedlukning: Der er kommet nye tricks i bogen som vi kan bruge på den anden side

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger