Tech-startup: "Jeg har fornemmelsen af, at vi virkelig er ude i spidsen af innovationen"

Hvis ældre, traditionelle virksomheder skal sikre sig en plads i fremtidens digitale verden, er der behov for radikale idéer. Derfor har Semler Gruppen, der har mere end 100 år på bagen, startet tech-startuppen Holo, der skal være med til at transformere den gamle bilimportør til en stærk teknologi-virksomhed.

Foto: Holo/PR

Peter Sorgenfrei er vant til, at folk griner lidt af ham, når han fortæller, hvad han arbejder med.

"Glem det, det kommer aldrig til at ske," lyder reaktionen ofte.

Men Peter Sorgenfrei lader sig ikke slå ud så nemt. Han lader folk grine, når han begejstret fortæller, at han er overbevist om, at vi i den nære fremtid vil transportere os rundt i selvkørende busser og selvflyvende droner.

"Jeg mener, at man skal passe på med at sige, at noget aldrig kommer til at ske, eller at man er for tidligt ude," siger Peter Sorgenfrei

Han står i spidsen for den 3,5 år gamle tech-startup Holo, der udvikler nye transportløsninger, og som blandt andet arbejder med droner, der ikke blot skal transportere varer, men også mennesker.

Jeg mener, at man skal passe på med at sige, at noget aldrig kommer til at ske, eller at man er for tidligt ude.

Peter Sorgenfrei, adm. direktør i Holo

"Fra dag ét har jeg haft en vision om, at du og jeg kommer til at leve i en fremtid, hvor vi tilgår forskellige typer af transport. Og jeg har hele tiden været overbevist om, at vi på et tidspunkt skal op at flyve," siger Peter Sorgenfrei.

"Man har snakket om det med at flyve med mennesker i droner i virkelig mange år, men forskellen i dag er, at teknologien rent faktisk eksisterer. Der findes droner i dag, som du som menneske kan sætte dig ind i, og som kan flyve af sig selv."

Da Holo-direktøren begyndte at lufte sine tanker om at fragte mennesker i droner, da selskabet startede op i 2016, blev han mødt af en stor portion skepsis. En af reaktionerne var blandt andet, at 'det er helt urealistisk, at mennesker vil flyve i droner inden for de næste 100 år'.

"Men 11 måneder efter den kommentar, fløj jeg rundt i en drone i Kina," fortæller Peter Sorgenfrei, som er overbevist om, at teknologien også kommer til Danmark.

Klar til en ny virkelighed

Peter Sorgenfrei har i mange år arbejdet i udlandet – blandt andet hos Toyota, hvor han var ansvarlig for bilproducentens fremtidsudsigter.

"Den tidshorisont, jeg arbejdede med, var 25 år frem i tiden. Så jeg bekymrede mig allerede om hybridbiler i år 2000, hvor der ikke rigtig var nogen, der tænkte på el- og hybridbiler."

Da Peter Sorgenfrei for en håndfuld år siden kom hjem til Danmark, fik han tilbuddet om at stå i spidsen for Holo. Han var ikke i tvivl om, at det var det rigtige sted for ham.

"Det lød vanvittig spændende, så jeg joinede som første og eneste medarbejder. Opgaven har været og er stadigvæk, at Holo skal lære så meget som muligt så hurtigt som muligt om, hvad det vil sige at være operatør af selvkørende køretøjer."

Dem, der ringede til Peter Sorgenfrei, var Semler Gruppen. Selskabet har eksisteret siden 1917, og er i dag Danmarks største uafhængige bilimportør.

For nogle år siden begyndte det familieejede selskab at overveje, hvordan gruppen på sigt kan overleve og transformere den traditionelle forretning, som er udfordret af ny teknologi.

"En af de ting, man gjorde, var, at man startede et innovationsselskab, som fik til opgave at kigge ud i fremtiden og komme på nye forretningsmodeller," fortæller Peter Sorgenfrei.

Peter Sorgenfrei har tidligere arbejdet for blandt andre Toyota, hvor han sad i bilselskabets innovationsafdeling. | Foto: Holo/PR
Peter Sorgenfrei har tidligere arbejdet for blandt andre Toyota, hvor han sad i bilselskabets innovationsafdeling. | Foto: Holo/PR

Resultatet blev tre nye selskaber, hvor det ene var Holo, der i bund og grund er et forsøg på at omstille Semler Gruppen til en ny virkelighed, hvor teknologien ændrer folks transport radikalt.

Det andet selskab, Connected Cars, fik til opgave at forbinde biler til internettet og udnytte data fra bilerne bedre, mens det tredje selskab, Drive, arbejder med abonnementsløsninger til bilkunder, som dermed kan få en større fleksibilitet end ved et traditionelt bilkøb.

De tre selskaber arbejder selvstændigt, men har alle Semler Gruppen i ryggen, og målet er stadig, at de små startups skal være en del af svaret på Semler Gruppens digitale transformation.

"Vores teams fokus hver dag er at få noget erfaring. For nej, vi ved ikke, hvordan fremtiden kommer til at se ud, og jeg kan eksempelvis ikke fortælle dig nøjagtig, hvornår vi kommer til at transportere mennesker i droner herhjemme – men jeg ved, det kommer til at ske, og derfor skal jeg forberede Semler Gruppen, så de er klar til den fremtid," siger Peter Sorgenfrei og fortsætter:

"Så når alting kører af sig selv, eller når droner vinder indpas som transportmiddel, så skal vi have en rolle i den transport – for så sælger Semler Gruppen altså ikke den samme volume af personbiler, som de gør i dag."

Selvkørende busser i Nordhavn

Holos forretning kan deles op i to grene. Den ene handler om selvkørende køretøjer, mens den anden fokuserer på droner. Tech-startuppen er allerede relativt langt med det første forretningsben og har i dag testet selvkørende busser i fem lande.

"Vi har kørt i Sverige i to år, og vi kører også i Oslo, hvor vi har vundet et udbud og skal køre to faste busruter i den norske hovedstad. Så vi har efterhånden meget erfaring fra rigtige trafikale scenarier," fortæller Peter Sorgenfrei.

Herhjemme har Holo testet de selvkørende busser på en indendørs rute på Køge Sygehus, men til marts skal busserne ud på almindelig offentlig vej i det første pilotprojekt i Aalborg. Planen er, at busserne også skal testes på en rute i Nordhavn i København senere på foråret.

Ifølge Peter Sorgenfrei er en af de største udfordringer på det danske marked, at lovgivningen er meget kompliceret.

"Det har taget os omkring 670 dage at få den første godkendelse til at køre med almindelige busser i Danmark. I Norge tog det os 60 dage," pointerer direktøren.

Holo har vundet et udbud i Norge, og her kører en Holos selvkørende busser ved Akershusstranda i Oslo. | Foto: Holo/PR
Holo har vundet et udbud i Norge, og her kører en Holos selvkørende busser ved Akershusstranda i Oslo. | Foto: Holo/PR

"I Danmark har man desværre lidt teknologiangst, som man eksempelvis ikke har i Sverige, hvor man også har nogle store teknologivirksomheder. Der har myndighederne ikke den samme berøringsangst over for teknologi," siger Peter Sorgenfrei og fortsætter:

"Og så har de nok også mere en vision, end vi har herhjemme. Det kan godt være, at vi ikke har alle svarene endnu, som kan vise, hvordan alt det her skal lykkedes, men vi er nødt til at gøre noget – ellers når vi eksempelvis heller ikke de klimamål, vi har."

Holos selvkørende busser, der kører på el, kan rumme 15 personer, og Peter Sorgenfrei forsikrer, at sikkerheden er i top.

"I dag skyldes 92 pct. af alle uheld i trafikken dig og mig. Så hvis vi tager mennesket ud af kørslen, kan det blive det meget mere sikkert," siger han.

Holo producerer ikke selv busserne i dag, men har udviklet en stor del af den software, der bliver koblet til busserne, og som gør, at køretøjerne kan interagere med omverdenen og trafikken.

Droner med blodprøver og mennesker

Mens de selvkørende busser er Holos forretning på land, fokuserer selskabets andet forretningsben på mulighederne i luften.

Holo ser store muligheder med droneteknologi, og derfor er det københavnske selskab ofte i Odense, der så småt er ved at blive Danmarks nye dronecentrum.

I H.C. Andersen Lufthavn, der ligger lidt uden for Odense centrum, har Syddansk Universitet etableret et testcenter for droner, hvor studerende og forskere arbejder med droneteknologi, og hvor en række virksomheder udvikler og tester nye droneidéer.

En af de virksomheder er Holo, og ITWatch møder Peter Sorgenfrei og en række Holo-ansatte i den fynske hovedstad, hvor droneudviklingen foregår.

Holo gik sidste år i gang med et projekt sammen med blandt andre Syddansk Universitet, Falck og Odense Universitetshospital, der handler om at implementere droner i sundhedsvæsenet.

Målet er, at vi inden udgangen af 2021 skal flyve med sundhedspersonale mellem Svendborg og Odense Universitetshospital.

Peter Sorgenfrei, adm. direktør i Holo

I første omgang er det planen, at dronerne skal bruges til at transportere blodprøver rundt i Region Syddanmark, men på sigt er det ambitionen, at droner også skal kunne transportere både sundhedspersonale og patienter.

"Målet er, at vi inden udgangen af 2021 skal flyve med sundhedspersonale mellem Svendborg og Odense Universitetshospital. Om vi når det? Vi må vente og se, men det er også mindre vigtigt, om det bliver i 2021 eller 2023," siger Peter Sorgenfrei og peger på, at dronerne på sigt kan spare sundhedsvæsenet for millioner, da man kan reducere brugen af dyre helikoptere.

Men første skridt er altså at få dronerne på vingerne, så de kan sende blodprøver frem og tilbage mellem hospitaler i Region Syddanmark. I øjeblikket foregår det ofte blot i en taxa, og der er lang ventetid på prøvesvarerne, hvilket i sidste ende kan skade patienternes behandling.

I testcentret i H.C. Andersen Lufthavnen er Holo i gang med at teste dronen, der skal transportere blodprøverne. Luftrummet omkring lufthavnen er dedikeret til dronetest på specifikke tidspunkter, så dronerne ikke kommer i karambolage med fly.

Om en måneds tid skal dronen testflyve på Ærø – først uden blodprøver, men senere på foråret også med blodprøver.

"Jeg håber, at vi måske i år – måske næste år – kan begynde at flyve med blodprøver mellem Odense og Svendborg," siger Peter Sorgenfrei, der påpeger, at dronerne med blodprøver vil kunne spare Region Syddanmark for 200 mio. kr. årligt.

Tanken er, at dronerne skal flyve selv, men monitoreres af dronepiloter på jorden, og derfor er en gruppe Holo-folk i øjeblikket i gang med at uddanne sig til piloter i dronehangaren i Odense.

Danmarks næste robot-succes?

I de senste år har Odense været kendt som Danmarks robothovedstad, og byen er stadig hjemstavn for nogle af de største danske robot-succeser som Universal Robots og Mobile Industrial Robots.

I dag forsøger den fynske hovedstad også at blive hjemby for Danmarks spirende droneindustri, og ifølge Peter Sorgenfrei er der gode muligheder for at overføre robotsuccesen til en dronesucces.

"Vi har den samme mulighed på det her område. Der er selvfølgelig en lille forskel, for vi er ikke en fremstillingsvirksomhed ligesom eksempelvis Blue Ocean Robotics. Men det, Danmark er rigtig gode til, er at skabe serviceydelser, og derfor kan vi stadig vinde inden for det her," siger Holo-direktøren.

Denne drone er en af Holos testdroner, som bliver brugt i projektet Healthdrone, der i første omgang skal munde ud i transport af blodprøver i Region Syddanmark. | Foto: Holo/PR
Denne drone er en af Holos testdroner, som bliver brugt i projektet Healthdrone, der i første omgang skal munde ud i transport af blodprøver i Region Syddanmark. | Foto: Holo/PR

Han peger på, at de danske virksomheder kan skabe en model, som viser, hvordan droner – og andre selvflyvende eller selvkørende transportformer – kan indopereres i det trafikale system i eksempelvis København. Når modellen har bevist sit værd, kan man eksportere modellen til andre lande og storbyer.

"Så eksportsuccesen bliver den systemiske ændring af den kollektive transport, og det er altså worth billions. For der er rigtig, rigtig mange storbyer rundt omkring i verden, der allerede i dag er sandet til med trafik og forurening," siger Peter Sorgenfrei og fortsætter:

"Danmark kunne blive forgangsmåden for, hvordan du skaber de bedst sammenhængende byer."

Holo-direktøren ved godt, at de fleste nok ryster lidt på hovedet af hans ambitioner, men det skete også, da robotvirksomhederne begyndte at spire i Odense for ti år siden.

"Dengang grinte man også af dem og sagde: 'Hey, hvad i alverden ved nogle fyre i Odense om at lave robotter?'"

I dag har det vist sig, at robotselskaberne havde fat i den lange ende, og Peter Sorgenfrei håber, at han kan gøre dem kunsten efter.

"Jeg har fornemmelsen af, at vi virkelig er ude i spidsen af innovationen," siger Peter Sorgenfrei.

"Men jeg synes allerede, at vi har opnået rigtig meget på under 3,5 år. Vi har fået os etableret og lært en masse ting, og vi kan se, at efterspørgslen er der, for vi får mange henvendelser fra forskellige byer, der gerne vil det, vi kan."

Semlergruppens it-selskab forøger resultatet markant efter underskudsår

Folkevognimportørs gamle it-selskab står overfor "frygtelig stor investering"