Danmark i top ti på bredbåndshastighed

Bredbåndshastigheden i Danmark er steget siden sidste år og sikrer os en niendeplads på listen over internethastighed i verden. Det skriver Computerworld baseret på en undersøgelse, som it-virksomheden Akamai står bag.
Den gennemsnitlige bredbåndshastighed i Danmark ligger på 20,1 Mbps ifølge undersøgelsen, og det er en stigning på 17 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
På førstepladsen ligger Sydkorea med 28,6 Mbps, mens Norge og Sverige ligger som henholdsvis nummer to og tre. Norge kan præsentere en gennemsnitlig hastighed på 23,5 Mbps, imens den i Sverige ligger på 22,5. Finland kommer ind på en sjetteplads med 20,5 Mbps. På en tiendeplads befinder USA sig med en gennemsnitlig hastighed på 18,7 Mbps.
Gennemsnittet globalt set er steget 2,3 pct. i forhold til sidste år, og lander dermed på 7,2 Mbps. Rapporten er baseret på data fra Akamais Intelligent Platform, hvor data fra både faste og mobile bredbåndsforbindelser over hele verden er samlet.