Medie: Intel vil have fem mia. dollar mere i støtte
Den amerikanske chipproducent Intel forsøger at lokke yderligere fire-fem mia. dollar i støtte fra de tyske myndigheder for at sætte gang i opførelsen af en fabrik i det østlige Tyskland.
Det erfarer Bloomberg News fra unavngivne kilder.
I forvejen har Intel ellers indgået en aftale med regeringen i Tyskland om at modtage omkring 7,2 mia. dollar i støtte for at opføre det nye fremstillingsanlæg i byen Magdeburg. Hvis ellers EU-kommissionen godkender den aftalte statsstøtte.
Intel har dog i slutningen af sidste år udskudt projektet på grund af den økonomiske situation.
”Forstyrrelser i den globale økonomi har øget omkostningerne på alt fra byggematerialer til energi,” hedder det i en kommentar fra Intel.
”Vi værdsætter den konstruktive dialog med den føderale regering om at adressere det omkostningsgab, der eksisterer, sammenlignet med at bygge andre steder og for at gøre det globalt konkurrencedygtigt.”
Intel præsenterede sidste år en plan om investeringer på 33 mia. euro inden for EU, der har et mål om, at 20 pct. af den globale halvlederproduktion skal komme fra regionen.