ITWatch

Microsoft vil overtage hele Tiktok

Verdens største softwareselskab Microsoft har øget sine ambitioner i forbindelse med en mulig overtagelse af Tiktok.

Foto: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix

Windows-koncernen vil konkurrere direkte med Facebooks Instagram på verdensplan ved at overtage hele Tiktok og ikke bare de engelsksprogede lande i USA, Canada, Australien og New Zealand, som var den oprindelige plan.

Det skriver Financial Times med henvisning til fem unavngivne kilder.

Microsoft oplyste søndag, at selskabet er i dialog om at overtage dele af Tiktok fra kinesiske Bytedance, der er under hårdt pres for at sælge. USA's præsident Donald Trump har nemlig truet med at lukke Tiktoks amerikanske forretning med 165 mio. brugere ned. Han begrunder det med frygten for, at Tiktok kan blive tunget til at dele brugerdata med Kina eller forsøge at influere de 2 mia. globale brugere.

Tiktok har ikke aktiviteter i Kina, dem står søsterappen Douyin for, og den indgår ikke i forhandlingerne, der således nu også skulle omfatte Europa og Indien.

Kina har reageret kraftigt mod præsident Trumps trussel og kaldt et muligt frasalg under truslen om nedlukning for "et tyveri" af en kinesisk teknologivirksomhed, mens USA igennem længere tid har beskyldt Kina for at stjæle amerikansk teknologi.

Microsoft skal dog ifølge Financial Times' kilder have været i dialog med Kinas regering for at undgå at komme i krydsild mellem politikerne på begge sider.

Tiktoks grundlægger Zhang Yiming, som også er topchef og formand i ejeren Bytedance, har tidligere udtalt, at der ikke er nogle alternativer til et frasalg af dele af Tiktok under de trusler, som er kommet fra USA's regering.

Donald Trump truede fredag med at lukke ned for Tiktok allerede lørdag, men efter en samtale med Microsofts topchef, Satya Nadella, i weekenden, lod præsidentem mandag forstå, at et salg skal være gennemført inden 15. september, ellers vil de amerikanske aktiviteter blive lukket.

Facebook har fået øjnene op for Tiktoks popularitet og kommercielle potentiale. I al fald lancerede koncernen på Instagram tidligere på ugen en tilsvarende funktion, Reels, hvor der kan deles korte videoklip med effekter, i flere end 50 lande.

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger