Fyringsrunden i Region Hovedstaden er afsluttet: Ikke flere fyringer på vej

Alle medarbejdere i Region Hovedstadens Center for IT og Medicoteknologi arbejder hjemme onsdag og torsdag, mens afskedigelsessamtalerne finder sted. 89 har modtaget mail om at møde til samtale.

Afskedigelsen af i alt 137 medarbejder hos Center for IT og Medicoteknologi (CIMT) i Region Hovedstaden er ovre, og der kommer ikke flere fyringsrunder lige med det første.

Det bekræfter konstitueret direktør i CIMT, Mette Harbo.

”Det kommer ikke noget igen lige om lidt. Med de afskedigelser, vi har foretaget i dag, afleverer vi alle 80 mio. kr., som vi er blevet bedt om at finde i besparelser,” fortæller Mette Harbo til ITWatch.

Oprindeligt skulle 150 medarbejdere i afdelingen have været afskediget, men efter en gennemgang af alle afdelingens teams, endte det det med, at 137 blev skåret væk.

Ud af de 137 har 48 valgt at tage imod en frivillig fratrædelsesordning, hvor en stor del vil blive fritstillet 1. maj. De resterende 89, der onsdag blev indkaldt til samtale, skal arbejde til 31. maj.

”Nogle vil blive bedt om at arbejde, fordi der også skal ske en ordentlig overlevering af deres opgaver, men de fleste vil blive fritstillet og kan benytte sig af de samarbejder vi har med andre offentlige og private it-virksomheder, der måske står og kan bruge nogle gode it-medarbejdere,” siger Mette Harbo.

Region Hovedstaden har blandt andet indgået aftaler med Region Sjælland, TDC Erhverv og Sundhedsdatastyrelsen om at afsøge, hvorvidt der kan være et match blandt de afskedigede i Region Hovedstaden.

Hjemmefyring

Alle medarbejdere blev bedt om at arbejde hjemme onsdag, hvor de medarbejdere, der står over for en afskedigelse, ville blive kontaktet på mail med besked om at møde ind til en samtale enten onsdag eller torsdag.

Derfor skal alle også arbejde hjemme torsdag.

”Det er en drøftelse, vi har haft med tillidsrepræsentanterne. Alle er blevet bedt om at arbejde hjemme, så det ikke er sådan, at de, der har fået besked om at møde til samtale, skal gå forbi de lettede medarbejdere, der ikke skal til samtale. Det synes jeg egentlig er en ordentlig måde at gøre det på,” siger Mette Harbo.

Fratager det ikke også medarbejderne muligheden for at stå sammen i en svær tid?

”Jo, og vi hører også, at nogle har valgt at sætte sig sammen privat. Der er også lavet lokale aftaler i enkelte teams om, hvordan man bruger fredagen, og jeg har hørt, at der nok er en enkelt øl eller to involveret.”

Til stede i Region Hovedstaden er også repræsentanter for de fagforeninger, der har medlemmer i afdelingen, ligesom Falck Healthcare er mødt ind, hvis nogen skulle have behov for at gøre brug af deres tilbud.

Fyrede ledere

Planen med at finde frem til de 137 medarbejdere startede allerede en uge før, at Region Hovedstaden torsdag i sidste uge meldte ud, at der skulle findes afskedigelser. 

9 ledere i CIMT blev allerede på det tidspunkt afskediget, så de selv kunne vælge, om de ville være med til at iværksætte planen og finde de resterende medarbejdere, eller om de ville holde sig udenfor processen.

”De fleste kvitterede positivt over selv af få valget, mens 2 takkede nej til at være en del af den videre proces,” siger Mette Harbo.

De resterende 7 ledere blev bedt om at udvælge medarbejdere, der kunne undværes, uden at det ville gå ud over den kritiske drift af hospitalernes kritiske systemer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også