ITWatch

Lenovo-direktør tilbringer ferien på en sommerkælk i Salzburg

MIN SOMMERFERIE: Tina Borgbjerg, direktør for Lenovo i Norden og Benelux, satser på en sommerferie i Østrig. Programmet byder på sommerkælk, bjergrutsjebane og et besøg i verdens største ishuler.

Foto: Tina Borgbjerg

Læn dig tilbage og nyd det sidste af sommerferien med ITWatch, når vi bringer de sidste af en række artikler, hvor udvalgte ansigter fra it-branchen vil fortælle om deres planer for ferien og reflektere over det forgange år.

Denne gang er det Tina Borgbjerg, direktør for Lenovo i Norden og Benelux.

Holder du sommerferie?

"Ja, naturligvis holder jeg sommerferie!"

Hvor længe?

Jeg planlægger at holde ferie i 3 uger.

Hvad skal du i sommerferien?

"Forhåbentlig til Østrig med familien, hvis de ellers tillader indrejse for en dansker, der på det tidspunkt sikkert ikke er færdigvaccineret. Den oprindelige plan var faktisk en tur til den amerikanske østkyst, men det må vente til næste år."

Hvorfor har du valgt den ferie?

"I vinter vurderede min mand og jeg, at de bedste odds for at komme på sommerferie var at vælge en destination, vi selv kunne køre til. Nu må vi se, om den antagelse holder stik. Valget faldt på Østrig, fordi området syd for Salzburg byder på nogle virkelig sjove seværdigheder, som hele familien kan være med på. Der er verdens største is-huler, saltminer, hvor man kan køre på rutsjebane inde i et bjerg, og sommerrodelbahn, der er en kælkebakke på en bjergside. Og så er naturen helt fantastisk i det område."

Hvad er den vigtigste læring, du tager med dig fra arbejdet på ferien i det forgangne corona-år?

"Min vigtigste læring er, hvor omstillingsparate vi mennesker er. Har det været sjovt at sidde hjemme bag skærmen i over et år? NEJ! Men vi har alligevel fået det til at fungere både internt og med partnere og kunder. Mit kamera er tændt på samtlige møder, og jeg opfordrer mine kolleger til at gøre det samme. Det gør en stor forskel for mig, at jeg kan se andre menneskers ansigtsudtryk, øjne og kropssprog, når jeg taler med dem – også selvom det selvfølgelig ikke det samme som at sidde over for hinanden i et lokale."

Hvad er den vigtigste opgave for dig, når du vender tilbage på arbejdet?

"Efter sommerferien går vi forhåbentlig endelig ind i en post-corona-æra. I Lenovo har vi altid haft en meget fleksibel holdning til hjemmearbejde, og det har vi også fortsat. Men jeg tror på, at vi skal til at prioritere at mødes igen, når det er muligt. I en salgsorganisation med mange ekstroverte personligheder er det vigtigt at kunne få energi fra hinanden og et godt grin ved kaffemaskinen."

Er du online og i kontakt med arbejdet i løbet af ferien, eller slukker du helt?

"Jeg er tilgængelig og læser også mails i min ferie. Vel egentlig mest fordi jeg ikke kan lade være. Jeg har et stærkt team omkring mig, som sagtens kan klare verdenssituationen uden mig. Med de ved, at hvis der opstår en situation, hvor de har brug for mit input, kan de altid kontakte mig."

Forventer du, at de ansatte i din virksomhed er tilgængelige i ferien?

"Jeg har ingen forventning om, at de ansatte i Lenovo læser mails i ferien. Meningen er netop, at de skal holde helt fri – særligt i år, hvor vi alle trænger til at komme væk fra skærmen. Vi har en kultur og en backup-ordning, så vi i videst muligt omfang kan koble af i ferien. Men jeg forventer, at de er kontaktbare i nødstilfælde og kan tage et kald på fem minutter. Sommetider kan det tage en afløser flere timer at løse et lillebitte problem, som kollegaen på ferie kan give svar på i løbet af få minutter."

Hvilken it- eller telehistorie har i år fået alt for lidt opmærksomhed efter din mening?

"Vi taler for lidt om, hvordan grøn it kan bidrage til at nedbringe Danmarks CO2-udslip. Omstillingen går ikke lige så hurtigt, som jeg godt kunne tænke mig – og som jeg synes, vi skylder miljøet. For eksempel kan man ved brug af vandkøling som alternativ til køling med blæsere nedbringe strømforbruget i datacentre drastisk. Den initiale investering er en anelse højere, men det tjener sig hurtigt ind igen på den store strømbesparelse."

Skal du læse en bog? Hvilken?

"Der ligger to bøger klar og venter på mig: Jesper Steinmetz’ "Live fra Amerika" samt "Pigen fra det store hvide skib" af Jesper Bugge Kold og Mich Vraas. Det er en historisk roman, hvor man følger nogle danske sygeplejersker på Jutlandia og sideløbende en 11-årig koreansk pige på flugt gennem det krigshærgede Korea. Den glæder jeg mig til at læse."

Fujitsu-direktør: "Jeg skal for alvor have rystet holdet sammen igen"

Visma-direktør tager til Skagen efter fiskefrikadeller med hjemmelavet tyttebær 

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs