ITWatch

Direktør: Jeg går selv 99 pct. offline i ferien

MIN SOMMERFERIE: Det er vigtigt at få koblet helt af i ferien, siger direktør for Cisco Danmark. Han går selv 99 procent offline og opfordrer sine medarbejdere til gå offline 100 pct.

Foto: Privat / Carsten Videcrantz

Læn dig tilbage og nyd det sidste af sommerferien med ITWatch, når vi bringer de sidste af en række artikler, hvor udvalgte navne fra it-branchen vil fortælle om deres planer for ferien og reflektere over det forgange år.

Denne gang er det Carsten Videcrantz, der er adm. direktør i Cisco Danmark.

Holder du sommerferie?

"Ja, det gør jeg."

Hvor længe?

"Jeg holder i lige knap tre uger."

Hvad skal du i sommerferien?

"Jeg skal holde næsten tre uger i træk i Puerto Banus i Sydspanien. Det bliver hyggestunder med familie og venner, hvor vi skal læse, træne, spise, vandre og alt det, der hører sommeren til. Jeg er desuden startet på et kitesurfingkursus her i Danmark, som jeg måske skal fortsætte med."

Hvorfor har du valgt den ferie?

"Vi har en ny sommerbolig, der lige er blevet færdigrenoveret og skal indvies. Det er første gang i mange år, at jeg er det samme sted i så lang tid over min sommer, men det bliver godt at trække stikket lidt og kunne fokusere på at nyde det hele."

Hvad er den vigtigste læring, du tager med dig fra arbejdet på ferien i det forgangne corona-år?

"Det forgangne corona-år har vendt op og ned på måden, vi arbejder på. Noget af det, jeg virkelig tager med mig videre, er, hvor anderledes det er at arbejde så meget virtuelt, som vi har gjort, og at man ikke bare kan kopiere fysiske vaner og arbejdsmetoder 1 til 1 til det virtuelle.

Der skal nytænkning til på alle planer både for mig selv, men også i den ledende rolle overfor medarbejderne. Spændingsfeltet mellem den fysiske og digitale arbejdsplads er nyt for os alle, men det er noget, vi skal have inkorporeret i vores dagligdag på en ordentlig måde."

Hvad er den vigtigste opgave for dig når du vender tilbage på arbejdet?

"Det bliver at få afsluttet Ciscos finansår, der er i udgangen af juli. Herefter skal vi have sat godt gang i strategien for det finansår, vi står overfor nu. Cisco er gennem de sidste år gået fra at være hardware-centreret til software-centreret, og det har ændret vores måde at gå til markedet på. Her spiller vores medarbejdere og partnere en kæmpe rolle og har kolossal betydning for vores succes. Samtidig skal vi alle finde ud af, hvordan hverdagen ser ud efter sommerferien, hvor tingene så småt kommer tilbage til normale tilstande ude i samfundet.

Hos Cisco tror vi, at den hybride arbejdsplads er kommet for at blive, og mine medarbejdere har 100 pct. frihed og er princippet deres egne chefer. Men coronapandemien har også givet mange os metaltræthed ift. at være så meget hjemme, så det gælder om at finde den rette balance i arbejdslivet. Nøgleordet bliver i min optik valgfrihed."

Er du online og i kontakt med arbejdet i løbet af ferien eller slukker du helt?

"Jeg er 99 % offline. Jeg kommer på, hvis der er nogle opgaver, der absolut haster, men ellers bruger jeg ferien på at være sammen med min familie og lade op."

Hvorfor har du valgt at gøre det?

"Sommerens sammenhængende ferieuger er en oplagt mulighed for at komme ned i gear, og for mig er det afgørende at koble helt af. Det skal der være plads til i en virksomhed."

Forventer du at de ansatte i din virksomhed er tilgængelige i ferien? Hvorfor?

"Vores medarbejdere er meget forskellige, så det er helt op til den enkelte, hvad der passer dem bedst. Jeg opfordrer altid til, at man er 100 pct. offline, og at man har udpeget og briefet en stand-in, så man med ro i maven kan gå på ferie. Men der er medarbejdere, der har det bedst med løbende at følge lidt med i løbet af ferien, så de ikke kommer hjem og til overraskelser. For dem er det det mest afstressende, og det skal der også være plads til."

Hvilken it- eller telehistorie har i år fået alt for lidt opmærksomhed efter din mening?

"Vi står overfor en afgørende periode nu, hvor mangel på kvalificeret arbejdskraft og -talent er stigende. Det er og vil blive et tiltagende problem for hele branchen, som vi slet ikke har råbt højt nok op om. Og det bliver kun forstærket af, at virksomheder ikke tør at tænke ud af boksen, når der skal rekrutteres. Vi skal med andre ord rekruttere meget mere bredt, end vi gør nu. På den måde får vi en langt større skare af talentfulde medarbejdere, vi kan hente arbejdskraft fra."

Skal du læse en bog? Hvilken?

"Ja, jeg skal læse bøger og har udvalgt dem også. Lige nu tre bøger i sigte: "Gobler ældes baglæns" af Nicklas Brendborg, "How the Word Is Passed" af Clint Smith og "Casper" af Martin Kongstad."

Fujitsu-direktør: "Jeg skal for alvor have rystet holdet sammen igen"

"Jeg kommer nok til at holde investormøder i Grækenland" 

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs