ITWatch

Omsætningen voksede markant i it-branchen i tredje kvartal

I coronakrisens skygge kunne it-branchen glæde sig over fremgang i omsætningen i tredje kvartal sidste år, viser nye tal. Antallet af beskæftigede i sektoren satte samtidig rekord.

Adm. direktør i ITB, Natascha Friis Saxberg. | Foto: IT-Branchen/PR

Der blev fyret op under kedlerne i it-branchen herhjemme i løbet af efteråret. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og Dansk Erhverv.

Konkret voksede omsætningen i branchen som helhed med 3,1 pct. i tredje kvartal 2020, oplyser brancheforeningen IT-Branchen (ITB) i en pressemeddelelse.

Fremgangen blev især tegnet af engroshandel med it-udstyr og it-konsulentbranchen. De to områder landede en omsætningsvækst på henholdsvis 704 og 532 mio. kr. i tredje kvartal sammenlignet med samme periode året før.

"Da erhvervslivet først var kommet sig over det granatchok, som coronaen gav i foråret, kom der for alvor fart på virksomhedernes digitale transformation."

"Det er derfor, vi ser en kraftig stigning i it-investeringerne samt i brugen af it-konsulenter i tredje kvartal. Man ville simpelthen hurtigt ud og sikre sig mod fremtiden, fordi flere godt kunne se, at coronakrisen nok ville trække ud," udtaler adm. direktør i ITB, Natasha Friis Saxberg, i meddelelsen.

Stigning i eksporten

På minussiden måtte telebranchen konstatere et omsætningsfald på 103 mio. kr. – primært som følge af en nedgang i eksporten af teleudstyr.

Samlet set var eksporten dog i fremgang for it-branchen. Den landede på 20,6 mia. kr., hvilket er en stigning på 4,8 pct. sammenlignet med sammen kvartal året forinden.

Udviklingen blev ført an af engroshandel med it-udstyr, som sted med 458 mio. kr., samt salg af informationstjenester til udlandet, der voksede med 362 mio. kr.

Beskæftigelsesrekord

Væksten i omsætningen gav sig også til udtryk i flere ansatte i branchen. Faktisk var der med 93.925 ansatte i slutningen af tredje kvartal tale om et historisk højt antal af beskæftigede i branchen. Sammenlignet med samme kvartal 2019 var der 0,8 pct. flere ansatte.

Efterspørgslen efter ledige hænder gjaldt især it-konsulenterne og hos softwareudviklerne, hvor der i alt var henholdsvis 1080 og 288 flere ansatte i slutningen af Q3 sammenlignet med samme tidspunkt året før.

Det viser ifølge Natscha Friis Saxberg, at virksomhederne efterspørger kompetencer til at udvikle deres digitale forretningsmodeller.

"Coronakrisen har helt klart vist, at der er en stor forretningsmæssig værdi i at ansætte eksperter til at analysere, prioritere og accelerere de forskellige it-udviklingsprojekter, så virksomhederne bliver mere modstandsdygtige og digitaliseringsparate fremover," udtaler Natasha Friis Saxberg.

Efterspørgslen på it-kompetencerne smittede samtidig af i den gennemsnitlige månedsløn i branchen, der steg med 0,8 pct. til 50.455 kr.

It-selskab udvider kontorer: "I disse dage kan det virke som en vanvittig disposition" 

IBM trækker tilbud om frivillige fratrædelser tilbage 

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs