ITWatch

Microsoft: Vi har et bederum, men religion er ikke en typisk frokost-diskussion

Microsofts udviklingscenter i Lyngby har over 40 forskellige nationaliteter samlet under samme tag. Marcin Zieminski er leder af et team, hvor syv ud af otte medarbejdere kommer fra forskellige lande. Det skaber et "bedre produkt", men der skal også tages højde for kulturforskelle, religion og at alle er forskellige.

Marcin Zieminski, teamleder i Microsoft Foto: Rasmus Ferdinand Petersen

Hos Microsofts udviklingscenter i Lyngby finder man en medarbejderskare, der repræsenterer det meste af verden.

47 forskellige nationaliteter er samlet under et tag, og 60 pct. af de 350 medarbejdere har en anden etnisk baggrund end dansk.

Marcin Zieminski er selv fra Polen, men har været i Danmark hos Microsoft i 11 år. Han er softwareudvikler og leder af et team, der udvikler et Microsoft Dynamics 365 Marketing-produkt. Hans team består lige nu af otte medarbejdere, der har syv forskellige nationaliteter.

"Jeg har folk fra Rusland, Ukraine, Rumænien, Norge, Danmark, og Irland," fortæller han og uddyber:

"Det er meget normalt her i Microsoft, at der er så mange forskellige nationaliteter i et team. Vi har ikke nogen favorisering af nationaliteter."

Den 35-årige Marcin Zieminski har en kandidatgrad i Computer Science og har arbejdet som udvikler hos Microsoft, indtil han for fire år siden blev teamleder.

Inklusion er et stort emne hos Microsoft. Han er som leder blevet undervist i, hvordan man bedst muligt inkluderer medarbejderne, fortæller han. Når der er forskellige kulturer, baggrunde og religioner, som indgår i samme team, så giver det anledning til nogle overvejelser, forklarer Marcin Zieminski.

"Når jeg leder folk, så husker jeg på, at alle ikke er ligesom mig. Alle har en slags internal bias, fordi man kigger på verden gennem sin egen linse i forhold til, hvad man ved, og hvad man har erfaret. Det er vigtigt at huske på, at det fænomen eksisterer og at kigge mere neutralt på folk."

Bederum

Diversiteten og inklusionen kommer også til udtryk gennem et bederum hos Microsoft. Marcin Zieminski har ikke selv været der, men alle er mere end velkomne til at benytte det, forklarer han.

"Religion er ikke en typisk frokost-diskussion. Men fra tid til anden bliver jeg bevidst om, at folk har forskellige religioner. Det kan eksempelvis være, når der er ramadan, og folk ikke spiser fra solopgang til solnedgang."

Det er forskelligt, i hvilken grad folk afholder ramadan. Nogle drikker vand, og andre gør ikke, uddyber han og henviser til en sommer for et par år siden, hvor ramadanen faldt på en varm sommer.

"Der var folk, der kom til mig og sagde, at de ikke ville være i stand til at levere arbejdsmæssigt, som de plejede, fordi de følte sig svimle i løbet af dagen. Det skal man være opmærksom på. Men hvis de fortæller det på forhånd, så kan jeg planlægge efter det," forklarer han.

Som leder er han fleksibel med sådanne ting, og han beder også selv medarbejderne om at være fleksible fra tid til anden, så på den måde "er det en slags aftale", han har med medarbejderne.

Men det at være opmærksom på medarbejdernes kulturelle forskelle er "ikke en daglig hovedpine," understreger han.

"I al min tid som leder har jeg aldrig måtte sætte mig med en medarbejder en til en og fortælle, 'at du kan ikke sige det her om religion eller behandle din kvindelige kollega på en bestemt måde'. Folk opfører sig ordentligt."

Vegetarretter

Han refererer til et tidligere team building-arrangement, hvor han bed mærke i en kulturforskel.

"Folk fra Indien kan eksempelvis være vegetarer af religiøse årsager. Så er det ikke op til diskussion eller et valg, så skal der bare være vegetarretter. Det er et vigtigt aspekt."

Men forskelligheden i medarbejderstaben er en positiv ting, påpeger han. Det er i sidste ende med til at skabe bedre produkter hos Microsoft. Men det stiller også nogle krav til hans ledelse, og her er inklusion et nøgleord for ham.

"Et andet vigtigt aspekt er, at folk har forskellige måder at kommunikere på. Nogle taler mere frit og siger deres mening. De er gode til at verbalisere deres tankeproces, mens andre kan være mere lukkede og siger ikke så meget. Den første type kan hurtigt overtage en samtale."

For Marcin Zieminski handler det om at anerkende, at folk kommunikerer forskelligt. Og i nogle situationer vil det kræve, at man holder den ene medarbejder tilbage, for at en anden kan snakke, så alles input kommer i spil.

Diversitet giver bedre produkter

Microsoft hyrer ansatte via to kanaler: De nyudklækkede direkte fra universiteterne og folk, der kommer med erfaring ude fra branchen, fortæller Marcin Zieminski.

Her kigger de ikke efter besteme nationaliteter. Det er talentet, der tæller. Og det har automatisk ført til, at de har så mange nationaliteter i huset.

"Et team med mange forskellige nationaliteter bygger bedre produkter og software, fordi der er en samlet sum af erfaringer fra hele verden. Fra forskellige universiteter og uddannelser - men også personlige erfaringer."

Microsoft laver produkter, der skal være tilgængelige i hele verden, og derfor er det en fordel af have repræsentation fra hele verden i virksomheden, uddyber han.

En anden vigtig pointe er, at hvis man kigger ud mod hele verden, når der ledes efter medarbejdere, så er der adgang til en større talentmasse.

"Forestil dig, hvis du er en dansk virksomhed og kun vil hyre danske softwareudviklere, så kan du kun vælge mellem fem mio. mennesker, hvor få af dem har de rigtige it-kompetencer. Men der er syv mia. mennesker i hele verden, så der er adgang til næsten ubegrænset talentmasse," siger han og fortsætter:

"Og når alt kommer til alt, så er det meget kompliceret at bygge software. Så de mennesker, man vælger til at gøre det, er måske den vigtigste beslutning, man kan tage som virksomhed."

Microsoft giver danskerne adgang til it-selskabets udviklingsafdeling i Lyngby

Microsoft-boss hilser regeringsudspil velkommen

It-studerende: Vi frygter at blive ansat, fordi vi er kvinder

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger