ITWatch

Klumme: Lav en Volvo på din cybersikkerhed

Cybersikkerhed behøver ikke være et nødvendigt onde. Det kan faktisk være en konkurrencefordel og en forretningsmulighed, hvis man tør anlægge en mere visionær tilgang, skriver Louise Hahn, adm. direktør i Globalconnect Danmark, i denne klumme.

Foto: Globalconnect/PR

Volvo laver nogle af de bedre biler på markedet, vil de fleste nok være enige i. Men det, rigtig mange forbinder netop Volvo med, er, at deres biler er sikre, også fordi de tilbage i 1959 opfandt sikkerhedsselen, som vi kender den i dag.

Det knivskarpe fokus på sikkerhed har siden været en betydelig konkurrencefordel for bilfabrikanten og en faktor, der ikke sjældent er afgørende i valget af køretøj. Også selv om det måske betyder højere pris og færre kilometer på literen. For hvad nu, hvis ulykken skulle ske.

Hvis vi overfører analogien fra trafiksikkerhed til cybersikkerhed, ligger der på samme måde konkurrencefordele klar til at høste for dem, som har øje for mulighederne. Det kræver, at vi anlægger et nyt og mere positivt perspektiv på cybersikkerhed.

Glem for en stund de røde, blinkende advarselslamper fra myndigheder og eksperter, som ved at råbe vagt i gevær får sveden til at pible frem på panden ved bekymringerne for, hvad et hackerangreb i værste fald kan gøre af uoprettelig skade på økonomi, kunderelationer og omdømme.

Jo, truslen fra cyberangreb er desværre kun voksende, mens beredskabet i danske virksomheder er utilstrækkeligt set over en bred kam. Men alt det ved I allerede, for I bliver slået oven i hovedet med det på daglig basis i medierne, i trusselsrapporter og i analyser fra myndighederne.

Behøver ikke være en sur pligt

Men cybersikkerhed behøver ikke være en løftet pegefinger, bøvl og besvær og store udgifter. Ret i stedet blikket mod, hvordan I kan udnytte det til jeres fordel. Ved at opbygge et velfungerende, solidt og sikkert digitalt fundament kan I blive til dem i branchen, der er kendt for at have styr på sikkerheden.

Der ligger en kæmpestor og voksende konkurrencefordel i at være én, som medarbejdere, partnere og kunder trygt kan arbejde med uden at skulle frygte for at få kompromitteret deres data eller forretning.

Vi ser allerede tendensen til, at de virksomheder, der vælger at prioritere en høj cybersikkerhed, der har beredskab klar, hvis de bliver ramt af et angreb, og som kan dokumentere deres indsats, står langt stærkere, når det kommer til at tiltrække og fastholde kunder.

Modsat oplever vi også med jævne mellemrum, når en organisation eller deres underleverandør ikke har været tilstrækkelig forberedt på et hackerangreb og rammes hårdt på drift og tillid.

Ingen kan gardere sig 100 procent mod at blive ramt af et skadeligt cyberangreb, og hvis man alligevel sætter det som mål, vil det for de fleste være uforholdsmæssigt dyrt og give en masse unødvendigt bøvl i dagligdagen.

Det handler om at sætte et sikkerhedsniveau, der matcher både jeres risikoprofil og strategi, og så handler det selvfølgelig i høj grad om at dele jeres fortælling om en virksomhed, hvor sikkerhed altid er i højsædet. Hvilken selvsagt kræver, at det rent faktisk er tilfældet.

Et sikkert fundament for digitalisering

At vise at man tager cybersikkerhed alvorligt, er ikke blot en potentiel konkurrencefordel. Det er også en forudsætning for at sætte yderligere skub i digitaliseringen af ens egen drift og forretning.

Den digitale infrastruktur udgør efterhånden selve livsnerven i langt de fleste virksomheder, og jo bedre styr på sikkerheden, så længere og hurtigere kan man bevæge sig videre på den digitale rejse. Er der tværtimod ikke styr på cybersikkerheden, påvirker det den driftssikkerhed, som er fundament for at kunne kaste sig fuldt ud i den digitale forretningsudvikling uden begrænsninger.

Et sikkert it-setup betyder for eksempel, at man kan invitere kunder ind på digitale platforme, der er integreret i virksomhedens egen infrastruktur, uden at risikere at en enkelt inficeret bruger kan sprede et angreb til alle de andre.

Eller at man fuldt forsvarligt kan udvikle applikationer, der indsamler kommercielt værdifulde data om brugerne uden at frygte, at den data bliver kompromitteret eller falder i de forkerte hænder.

Verden i dag er på mange parametre præget af uvished, usikkerhed og skepsis. I sådan en situation er produkter og ydelser, der kan bidrage til øget sikkerhed og tryghed, vital for både ens kunder, partnere og medarbejdere. Derfor er cybersikkerhed ikke blot en sikkerhedssele. Det er også et afgørende salgsparameter.

Klumme: Det ultimative mål er at skabe et positivt klimaaftryk

Klumme: Er vi klar til kampen mod hackede robotter?

Mere fra ITWatch

Tre talchefer forlader Lunar

Et par kreditchefer og en finansdirektør har valgt at sige op i fintech-banken, der på en anden front netop har sikret sig ny kapital.

IBM om blockchain: Udviklingen fortsætter - også uden Tradelens

Da A.P. Møller-Mærsk forleden meddelte, at selskabet vil droppe sin blockchain-baserede Tradelens-platform, skabte det store overskrifter . Men blockchain-teknologi lever videre, og IBM forventer vækst de kommende år, forklarer IBM Danmarks CTO, der peger på tillid som en væsentlig faktor i netværk.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs