ITWatch

Sommerserie: Mimecast-chef tager it-sikkerheden til nye højder på sommerferien

Til daglig hjælper Niels Frederiksen virksomheder med at bekæmpe phishing- og ransomwareangreb, men i sommerferien gør Mimecasts danske senior sales engineer endegyldigt op med cybertrusler, når han tager med familien til Sverige for at nyde sommerferien i en stuga uden indlagt strøm eller vand.

Foto: PR

Antallet af e-mailbaserede cybertrusler er steget eksplosivt under pandemien, og det har skabt travlhed hos it-sikkerhedsvirksomheden Mimecast, der netop er specialiseret i mailsikkerhed. Derfor glæder Mimecasts danske senior sales engineer Niels Frederiksen sig også i bogstavelig forstand til at trække stikket – ja næsten flå det ud – i sommerferien og have tid til at inspicere blåbærstanden i de svenske skove med børnene.

Hvad skal du i din sommerferie?

Vi efterlader computeren derhjemme, parkerer telefonerne i handskerummet og indtager vores jagthytte i Sverige i en uge. Det er sommerens hovedattraktion, og vi tager afsted hele familien – kone, tre børn og hund. Huset – eller stugaen, som det hedder på de kanter – har hverken strøm eller vand, men til gengæld et das uden for hovedhuset. Så fokus er på at være familie og bruge tid med hinanden.

Udviklingen i it-sikkerhedsbranchen går hurtigt, så det er et fantastisk pusterum at frigøre sig helt fra elektronikken og have tid til aktiviteter, som kan virke ligegyldige, men er enormt meningsfyldte, fordi vi er sammen om det som familie. Vi skal bade i den nærmeste skovsø og ud i skoven med børnene og se, hvad vi kan forvente af efterårets blåbærhøst. Resten af ferien foregår nok med arbejdshandskerne på derhjemme, hvor jeg skal male hus og ommøblere i haven.

Hvor længe holder du ferie?

Jeg har planlagt tre uger, og dem forventer jeg bestemt også, at jeg kommer til at holde.

Hvad skal du læse i ferien?

I år dropper jeg den obligatoriske krimi og dykker i stedet ned i en bog om historisk ølbrygning. Jeg brygger selv øl på hyggeniveau, så det er faglig inspiration på hobbyplan at læse om, hvordan man fx i Norge følger en bryggetradition, hvor de enkelte gårde stadig brygger deres egne øl.

De tre ting, jeg glæder mig mest til i ferien, er:

Først og fremmest glæder jeg mig grundlæggende til at lade batterierne op. Cyberkriminelle ligger desværre ikke på den lade side, hvilket mange virksomheder har opdaget, så vi har haft et travlt år. Derfor bliver det godt at komme til Sverige og nyde friluftslivet og naturen, der er utroligt afstressende. Sidst bliver det dejligt at få styr på haven. Det er et projekt, jeg har syltet lidt, fordi jeg også er deltidsbrandmand i fritiden, så jeg ser frem til at få bugt med opgaver, der længe har stået på min dosmerseddel.

Hvilken beslutning var den sværeste, du har truffet, i foråret??

Arbejdsmæssigt har der været travlt, men det medførte ingen radikale beslutninger. Den største beslutning har været privat, hvor vi har truffet beslutninger om en større ombygning af et hus fra 1957.

Hvad er den vigtigste opgave, der venter, når du er tilbage efter ferien?

Min vigtigste opgave bliver fortsat at hjælpe virksomheder med at arbejde sikkert og beskyttet i den nye virkelighed, de befinder sig i. E-mail er stadig den platform, hvor de fleste angreb foregår på, men flere virksomheder bruger i dag flere forskellige kommunikationsplatforme, og det kræver tilpassede sikkerhedsløsninger. Og da antallet af trusler konsekvent stiger, så har mange virksomheder behov for at få implementeret de rette løsninger – og helst i går.

Hvad er den største og vigtigste udfordring for it-branchen i dag?

Det er nærliggende for mig at svare it-sikkerheden, men det mener jeg. Mere specifikt er det, at vi som branche hjælper virksomheder med at uddanne deres medarbejdere i at spotte og håndtere cybertrusler. Vi mennesker er stadig de kriminelles primære mål, når det kommer til cybersikkerhed, så det er enormt vigtigt, at vi klæder medarbejdere på til at indgå i en stadig mere digitaliseret verden.

Derudover har branchen også et ansvar for at udvikle systemer, der fra grunden er designet til at være sikre. Det betyder, at vores teknologi konstant skal være på forkant med trusler, så vi gør det så nemt som muligt for den enkelte bruger at agere sikkert.

Hvilket emne er det vigtigste i branchen netop nu?

Sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed. Det ligger meget i tråd med branchens store udfordringer. Emnet er blevet diskuteret ret intenst under pandemien, og mange virksomheder har også investeret i it-sikkerhedsløsninger. Men jeg synes, at der mangler en smule fokus på, at vi skal tænke smartere, når det gælder it-sikkerhed.

Det handler om at få virksomhedens firewall, end point-sikkerhed og mailbeskyttelse til at spille sammen og udveksle informationer. Mange steder oplever vi, at virksomheder ikke nødvendigvis behøver bruge flere penge på it-sikkerhed, hvis de blot bruger deres penge på it-sikkerhed smartere og forstår, at cyberrisiko er en forretningsrisiko. Det, mener jeg, er vigtigt at italesætte.

Sommerserie: Lenovo-chef bytter globale møder ud med Lego og Middelhavet

Sommerserie: Schneider Electric-chef moves like Jagger

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs