ITWatch

Banker advarer kunder og medarbejdere efter flere svindelforsøg: "Hackere holder ikke corona-fri"

Flere banker advarer deres kunder og medarbejdere om, at svindlere forsøger at udnytte coronakrisen til at franarre dem oplysninger og penge. Sydbank forudser, at tendensen vil vokse i den kommende tid.

Foto: Pawel Kopczynski/Reuters/Ritzau Scanpix

Hackere, der forsøger at svindle borgere og virksomheder for penge, forsøger lige nu at udnytte coronakrisen til at malke danske bankkunder og banker.

Sådan lyder det fra flere banker, som advarer både kunder og medarbejdere om at være ekstra påpasselige.

I Sydbank fortæller sikkerhedschef Per Silberg, at banken fra onsdag til torsdag i sidste uge registrerede en række beskeder, hvor svindlere via såkaldt phishing forsøger at narre kunder og medarbejdere med udgangspunkt i coronavirussen.

Det gælder falske e-mail og sms-beskeder om, at Sundhedsstyrelsen skulle have sendt dem ny digital post. I beskeden er der et link, som åbner en falsk hjemmeside, som opfordrer modtageren til at indtaste Nemid-oplysninger, der herefter vil kunne misbruges af de kriminelle afsendere.

"Desuden har vi nogle såkaldte honeypots, det vil sige servere, som registrerer aktivitet fra hackere, hvor vi også kan se forøget aktivitet efter onsdag og torsdag. Så svindlerne holder ikke corona-fri," siger Per Silberg til FinansWatch.

Han nævner, at banken via netværket Danish Computer Security Incident Response Team også hører meldinger om øget aktivitetsniveau fra hackere.

Flere banker advarer

Per Silberg fortæller, at der ikke er tale om en decideret bølge af mails og sms-beskeder, men at man forventer, at niveauet kun vil stige i den kommende tid.

Danske Bank meldte forleden om lignende udfordringer med svindlere, og Jyske Bank har også lagt en advarsel på sin hjemmeside.

"Svindlere tilbyder i øjeblikket mundbinds- og hygiejneprodukter på tilbud via uopfordret telefonopkald eller mail. Lad dig ikke snyde af tilbud, der lyder for gode til at være sande," skriver banken i meddelelsen, hvor der også henvises til en falsk mail fra Sundshedsstyrelsen.

I Jyske Bank understreger man da også:

"Coronavirus er i alles bevidsthed, og det har svindlere ikke været længe om at udnytte. Vær ekstra opmærksom og udlever aldrig dine personlige oplysninger eller koder."

Samme melding kommer fra Per Silberg i Sydbank.

"Brug din sunde fornuftig, og lad vær med at klikke på ting, der ser mistænkeligt ud," siger han og henviser samtidig til, at hvis man er i tvivl, kan man finde svar på spørgsmål om coronavirussen om hjemmesiden coronavirus.dk.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch.)

Regeringen skærper cyberberedskab 

Hackerangreb koster dyrt for møbelkæde 

Mere fra ITWatch

EET fortsætter aggressiv strategi med ny ejer

Hardwaredestributøren EET er blevet solgt til endnu en kapitalfond, der med et mere internationalt afsæt skal skubbe til aggressiv vækstrategi med opkøb i hobetal. "Vi er i en god gænge, som Pamplona kan være med til at accelerere," lyder det fra topchef om den nye ejer.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs