ITWatch

USA udførte i september et cyberangreb mod Iran

USA har rettet angreb mod iransk hardware som modsvar på droneangreb, som Iran mistænkes for at stå bag.

Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

I september udførte USA et cyberangreb mod Iran som svar på angreb mod saudiarabiske olieanlæg, som USA beskylder Iran for at stå bag.

Det oplyser amerikanske embedsmænd, som udtaler sig anonymt.

Cyberangrebet var rettet mod den iranske regerings muligheder for at "sprede propaganda", lyder det videre.

Ifølge en embedsmand var det rettet mod hardware i Iran, men vedkommende ønskede ikke at give yderligere detaljer.

Præsident Donald Trumps administration går en balancegang i forhold til at komme med et modsvar på det, den anser for aggressiv adfærd fra Iran, samtidig med at USA ikke ønsker at involvere sig i en bredere konflikt.

Cyberangrebet lader til at være mere begrænset end andre lignende operationer mod Iran.

USA, Saudi-Arabien, Storbritannien, Tyskland og Frankrig har alle givet Iran skylden for angrebene på de saudiarabiske olieanlæg, som 14. september blev ødelagt af droner.

De shiamuslimske houthi-oprørere i Yemen har taget skylden for angrebet.

USA's forsvarsministerium, Pentagon, har officielt svaret igen ved at sende tusindvis af soldater for at styrke Saudi-Arabiens forsvar.

Pentagon har ikke villet kommentere oplysningerne om et cyberangreb.

Analyse: Kun i Iran er Netflix ringere end i Danmark

Medie: USA gennemførte torsdag et cyberangreb mod Iran

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger