Rapport: Cyberangreb koster i gennemsnit virksomheder en mio.

Danske virksomheder rammes af cyberangreb og de koster dem millioner. I en analyse fra revisions- og rådgivningsselskabet PWC fremgår det, at den gennemsnitlige årlige omkostning for cyberhændelser og -angreb ligger på over 900.000 kroner for en dansk virksomhed, ligesom der berettes om skader på image og tabte kunder, skriver PWC.
Det fremgår af PWC's Cybercrime Survey 2017. Her svarer 74 pct. af respondenterne, at de er bekymrede for cybertruslen, og at bekymringen er steget de sidste 12 måneder. I 2016 og 2015 lød tallene på henholdsvis 65 pct. og 68 pct.
"Den stigende bekymring er ikke ubegrundet. Vi har i løbet af 2017 set en bølge af finansielt motiverede cyberangreb, og vores undersøgelse viser, at 1 ud af 10 respondenter har haft omkostninger som følge af cyberangreb, der overstiger en mio. kr. – alene inden for det seneste år," fortæller Mads Nørgaard Madsen, der er leder af Security & Technology og partner i PwC i meddelelsen.
Hele 64 pct. svarer i undersøgelsen, at de har været udsat for hændelser eller angreb "relateret til cybercrime" de seneste 12 måneder.
37 pct. har ikke bare mistet penge, men også oplevet at deres varemærker og omdømme har lidt skade.
"Konsekvenserne af cyberangreb kan være mangeartede, og det er bestemt ikke kun de kriminelle, der forsøger at lokke penge fra virksomhederne, der kan gøre skade. I de seneste eksempler med omfattende ransomware-angreb har økonomisk vinding kun været af sekundær betydning, mens det primære formål har været et ønske om at stoppe, forsinke eller ødelægge forretningen," fortæller Mads Nørgaard Madsen.
Svindelmetoder i vækst
Angrebene er for 77 pct.'s vedkommende er phishing-angreb, der handler om at franarre ofrenes "brugernavn, adgangskode, kreditkort- og/eller netbankoplysninger."
Mest udbredte angreb er ransomware, som Maersk blev udsat for.
Desuden er angrebene typisk CEO-fraud, der går ud på, at svindleren udgiver sig for at være en virksomheds chef og dermed får store beløb udbetalt. Dette udgør 52 pct., en fordobling fra året før.
"Der ses en tendens til, at cyberangreb i dag er mere avancerede, og man hører oftere om tilfælde i offentligheden, hvor virksomheder har mistet store summer i forbindelse med sikkerhedsbrud. Dette kan være med til at forklare den øgede opmærksomhed på cybertruslen, hvilket set på den positive side kan give anledning til, at virksomhederne i højere grad investerer i it-sikkerhed og dermed forebygger angreb," vurderer Mads Nørgaard Madsen.
Neupart står på egne ben igen: "Markedet vil fortsætte med at buldre derudaf"
Sikkerhedsdirektør efterspørger samarbejde fra globale tech-virksomheder