ITWatch

Danske Damm udfordrer Motorola til eksotisk telekamp

Sønderborg-virksomheden Damm vil erobre nye markeder langt fra Danmark. Selskabet leverer kritisk teleinfrastruktur i direkte konkurrence med giganter som Motorola.

Hos virksomheden Damm i Sønderborg har man skabt en forretning baseret på telekommunikationsløsninger til nogle af verdens mest krævende kunder.

Det 54 mand store selskab opererer på internationalt plan og har så godt som al afsætning uden for landets grænser i nogle af verden mest eksotiske egne. Kundekredsen, og et par af de seneste projekter, tæller derfor lufthavne i Irak og Brasilien samt en 2670 km minejernbane til malmtransport fra det indre Australien og ud til kysten.

Fælles for en stor del er dog, at behovet for selskabets løsninger ligger i områder uden den store kommercielle appel for almindelige teleudbydere.

"Vores løsninger er oplagte i de områder, hvor du har store arealer, som skal dækkes kommunikationsmæssigt. Vi vil have en bedre businesscase i at skabe et privat net for en virksomhed, end hvis de skal bede en teleudbyder om at lave et "halvgodt" netværk, som de ingen interesse har i, fordi der ikke bor nogen i området," fortæller Kjeld Tage Pharao, adm. direktør i Damm, til ITWatch.

Med et halvgodt netværk understreger Kjeld Tage Pharao, at der som udgangspunkt ikke er noget i vejen med den almene teleudbyders løsninger. Humlen er blot, at Damms kunder stiller højere krav til pålideligheden i systemet, end den gængse privatkunde.

"Det er det, vi kalder mission- eller businesscritial kommunikation. En australsk jernmine har for eksempel brug for et meget fintmasket kommunikationssystem til at advare brugerne om, at nu sprænges der et givent sted," lyder det fra Kjeld Pharao, som fortsætter:

"De skal have systemer, som er langt mere krævende end et typisk telekommunikationsnet, hvor man får adgang mere eller mindre tilfældigt alt afhængigt af, hvem der kommer først i rækkefølgen."

International tilstedeværelse

For at sikre en bredere tilstedeværelse har virksomheden det seneste år etableret afdelinger i Sydamerika og USA, ligesom man har en række distributionspartnere fordelt rundt om i Australien, Mellemøsten, Rusland og Europa.

Det ultimative mål er dog at komme tættere på kunderne, så man ikke blot skipper produkter ud fra Sønderborg, men får opbygget stærke relationer.

Vi er en dansk virksomhed i Danmark, som producerer og udvikler alt i Danmark.

Kjeld Pharao, adm. direktør, Damm
"Vi er en dansk virksomhed i Danmark, som producerer og udvikler alt i Danmark, men som har distributionspartnere i de lande, hvor vi laver forretning," siger Kjeld Tage Pharao og fortsætter:

"Det er væsentligt for os at komme tættere på de partnere, så de overfor kunderne kan sige, at Damm er tilstede i USA for eksempel. At vi som virksomhed ikke bare er afhængige af en partner, som sidder i armslængde og laver forretninger på vores vegne."

Hvad betyder jeres geografiske placering i Danmark for forretningen?

"Det er faktisk en fordel, da vi kan kontrollere kvaliteten og leverancetiden langt mere indgående, end hvis vi skulle have en containerfuld printkort produceret i Kina og fragtet frem og tilbage," fortæller Kjeld Pharao.

Han understreger i samme ombæring, at omkostningerne i forhold til at få komponenter leveret fra eksempelvis Asien er stigende, hvilket Damm i nogen grad selv kan kontrollere ved at producere lokalt.

"Hvis man regner alle de faktorer ind, har vi stor gavn af at producere lokalt og i stedet have salgsselskaber og distributionspartnere ude, hvor kunderne er. Så kan vi fokusere på at være en teknologi- og løsningsleverandør for de partnere."

Privatejet uden Gazelleambitioner

Økonomisk set har virksomheden relativt frie rammer, idet man som privatejet selskab ikke direkte skal behage investorer med kortsigtede gevinster, fortæller Kjeld Pharao.

Virksomheden kan i det seneste regnskab for 2016 fremvise et overskud på 9,8 mio. kr. mod 18,2 mio. kr. i 2015, mens bruttofortjenesten lander på 45,2 mio. kr., hvilket er et fald på 11,4 mio. kr. sammenlignet med 2015-regnskabet.

Virksomheden oplyser ikke omsætning, da de store konkurrenter som Motorola med Kjeld Pharaos ord "helst ikke skal kunne følge alt for godt med i, hvad vi helt præcis laver."

Han påpeger dog, at faldet i regnskabet for 2016 ikke vækker grund til bekymring internt i Damm.

"Vi har rimelig godt gang i hjulene. Bruttoresultatet fluktuerer noget over tid, som resultat af, at vi er en projektorienteret virksomhed, hvor vi nogle gange har stor aktivitet i et koncentreret vindue, mens det andre gange lykkes for os at fordele det over tid," siger han.

Vi gør meget lidt for at kandidere til en gazellepris, hvis det betyder, at vi gør det sværere for os selv på den lange bane.

Kjeld Pharao, adm. direktør, Damm
Damm er en privatejet virksomhed og kan derfor, ifølge Kjeld Pharao, tillade sig at eksekvere en strategi, som ikke ville kunne lade sig gøre som børsnoteret selskab.

"Vi skal eksempelvis ikke stille en gruppe investorer tilfredse gennem kortsigtet højt afkast, men kan være lidt mere fremadskuende i vores forretninger. Sat på spidsen, gør vi meget lidt for at kandidere til en gazellepris, hvis det betyder, at vi gør det sværere for os selv på den lange bane."

"Omvendt er vi en udviklingstung virksomhed placeret i Syddanmark, som trods alt kan tage kampen op og bide skeer med så dygtige virksomheder som Motorola - og det er vi temmelig stolte af!"

Spiller på flere teknologiske heste

Flere af Damms løsninger er baseret på den trådløse teknologi Tetra, som eksempelvis de danske beredskaber, herunder politiet og brandvæsenet, bruger i systemet Sine, men hos Sønderborgvirksomheden har man indset, at det ikke er nok at lægge alle sine æg i en kurv.

Derfor har man investeret i udviklingen af bokse, som kan håndtere flere forskellige teknologier, hvilket gør det nemmere for virksomheden af markedsføre og sælge det samme produkt til en lang række forskellige kunder.

"Vi producerer blandt andet basestationer, som indeholder op til fire teknologier, der er rent softwarestyret. Det betyder, at du kan ændre eller supplere dit net, mens det er i luften fra eksempelvis Tetra til DMR eller til et konventionelt analogt system - eller hvad kunden nu har brug for i forhold til de terminaler, de i forvejen har investeret i," fortæller Kjeld Pharao.

Han understreger, at man hos Damm ikke ser en teknologisk "ensretning" lige rundt om hjørnet, hvorfor selskabets "fleksible Lego-klodser i form af multitech-basestationer" vil passe til en lang række kunders behov.

"Med tanke på, hvor mange enheder der er installeret rundt om i verden med bare de fire teknologier, vi understøtter pt., så findes der mange net de næste 20-30 år, som får brug for udvidelse eller integration."

Er det muligt at finde tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft?

"Generelt er det altid svært at finde dygtige folk. Skal vi blive ved med at udfordre Motorola eller de andre store virksomheder, er vi nødt til at finde folk, der ser det som en udfordring at lave komplekse og svære ting," siger Kjeld Pharao.

Han understreger samtidig, at det er svært at få medarbejdere til at flytte væk fra de større byer og til steder som Sønderborg.

"Steder som USA flytter folk rask væk flytter 1000 kilometer for at få det rigtige job på CV'et. Det er ærgerligt at vi ikke har den kultur - jeg har selv boet i Hørsholm i 15 år, før jeg flyttede tilbage til det her job, og har på egen krop oplevet det positive i at rykke teltpælene op – det kan anbefales!," slutter han.

Motorola står tilbage med et forretningsområde: "Livsvigtigt for aktører som politiet"

Teleanalytiker ser positive takter i fiber udenom statslige støttepenge

På landet i Nordjylland får man fiber uden penge fra bredbåndspuljen

Forsiden lige nu

Cyberlandsholdet: Den ensomme hacker er en myte

Det danske cyberlandshold sikrede sig ved EM i it-sikkerhed en 8.plads. Ifølge holdkaptajnen kræver det i dag samarbejde at knække de it-mæssige sikkerhedsforanstaltninger, og han ser selv it-sikkerhed som en mulig karrierevej.

Seneste Strategi

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger