ITWatch

Klumme: Branchens ansvar at overbevise direktionsgangene om it-løsningers strategiske værdi

Pilen peger på it-branchen, hvis den digitale transformation skal rykke fra it-afdelingerne til direktionsgangene, lyder det fra Ateas adm. direktør Morten Felding i denne klumme.

Morten Felding er adm. direktør for Atea A/S.

Som omtalt i en række både danske og udenlandske medier vil Danmark som det første land i verden ansætte en tech-ambassadør. Processen er i fuld gang. I modsætning til de klassiske ambassadørposter rundt i verden har denne stilling faktisk været slået op, så alle i princippet kunne ansøge.

Og der er faktisk tale om en rigtig ambassadør i ordets traditionelle forstand, lyder det fra udenrigsminister Anders Samuelsen. I dag har virksomheder som Apple, Microsoft, IBM og Google tæt på samme indflydelse, som hele lande har, derfor er der brug for en tech-ambassadør til at varetage Danmarks interesser.

I 2015 havde de største amerikanske tech-virksomheder et samlet overskud på 215 mia. dollars, mere end BNP for Portugal og Grækenland tilsammen. Så der er noget om snakken, naturligvis lagt sammen en vis grad af mediestunt fra regeringen.

Kan skabe danske arbejdspladser

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at initiativet er god branding af Danmark som digital verdensmester. Og kan den nye digitale udsending, der får adresse i Silicon Valley i Californien, være med til at tiltrække bare et enkelt datacenter fra en af tech-giganterne, har investeringen også være særdeles fornuftig rent økonomisk. Alene Facebooks kommende datacenter ved Odense skaber et trecifret antal nye arbejdspladser.

Efter sommerferien har Danmark således en tech-ambassadør, vi har allerede en minister for offentlig innovation i form af Sophie Løhde, Digitalt Vækstpanel er netop kommet med deres anbefalinger, og det nye Disruptionråd er udnævnt og snart i fuld sving med blandt andet at fremtidssikre det danske arbejdsmarked. Inden alt for længe får vi måske også et decideret digitalt ministerium, det virker efterhånden ikke helt urealistisk.

It op på direktionsgangen

På det politiske og symbolske plan skorter det dermed ikke på fokus på digitaliseringen, hvilket vi sætter stor pris på her hos Danmarks største it-leverandør. Offentlige investeringer og de rette lovgivningsmæssige rammer er en forudsætning for at sætte Danmark på det digitale verdenskort og skabe et fremtidssikret samfund.

Men det, der for alvor skal sikre den digitale transformation, er os i det private erhvervsliv. Vi danskere føler os meget digitale og er det i rimelig grad også. Men danske virksomheder halter bagefter erhvervslivet i mange af vores europæiske naboer. Forklaringen er, at alt for mange virksomheder, store som små, fortsat ser it som en del af driften nede i kælderen hos it-folkene, og ikke som en del af udvikling og strategi oppe på direktionsgangen.

Skal der ændres på dette, peger pilen primært på os i it-branchen. Traditionelt set er it-virksomheder rigtige gode til at have dialog med de it-ansvarlige i det offentlige og i det private erhvervsliv. Men vi er nødt til at blive bedre til at bringe dialogen op på direktionsgangene. Ansvaret er vores for at overbevise C-levels om værdien – ja, nødvendigheden – af strategiske it-løsninger for deres virksomhed og ikke mindst for deres kunder.

Det er lettere sagt end gjort. For vi skal tale et helt andet sprog, hvor fokus ikke er på selve teknologien, men på meget konkret at vise hvordan teknologiske investeringer kan udvikle den specifikke virksomhed, og hvordan fremtidsudsigterne ser ud, hvis det ikke prioriteres. Det er en anden dialog, end vi er vant til. Den skal vi i branchen både kunne og turde tage.

Digitale frontfigurer som den nye digitale ambassadør kan have en vigtig symbolsk effekt, men det er det private erhvervsliv, der skal slippe håndbremsen og for alvor drive Danmark frem mod den digitale førertrøje.

Klumme: Danmark har en unik chance i næste version af smartphonen

Klumme: Stor interesse for det digitale Danmark

Klumme: Disrupt din pris og dø

Forsiden lige nu

Seneste Klummer

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger