ITWatch

Dansk Erhverv: Telesektoren straffes for at udvikle landets infrastruktur

Hos Dansk Erhverv opfordrer man til, at der tages hensyn til teleselskaberne under de igangværende forhandlinger om det nye teleforlig. Virksomhederne skal ikke betale milliarder for at få lov til at udvikle Danmarks infrastruktur lyder budskabet.

Poul Noer er chefkonsulent på teleområdet hos Dansk Erhverv.

Udrulningen af 5G-nettet i Danmark bliver en udgift i milliardklassen, og det bliver i høj grad teleselskaberne, og dermed deres kunder, som kommer til at stå med regningen.

Derfor mener man hos Dansk Erhverv ikke, at det samtidig er rimeligt, at selskaberne skal betale milliarder for at få adgang til de frekvenser, som teknologien skal udvikles til. Så sent som i oktober kostede det telesektoren 1 mia. kr., da der blev holdt frekvensauktion, og teleselskaberne kunne byde ind på frekvenserne til 4G-nettet.

"Historisk set har teleselskaberne betalt milliarder til statskassen gennem frekvensauktioner for overhovedet at få adgang til frekvenserne, og overbudt hinanden med penge, som bliver taget direkte fra deres investeringsbudgetter," siger Poul Noer, chefkonsulent på teleområdet hos Dansk Erhverv, til ITWatch.

De politiske partier på Christiansborg forhandler lige for tiden om det nye teleforlig, som til sommer skal erstatte det gamle forlig fra 1999. Her er blandt andet vilkårene omkring etableringen og udrulningen af det kommende 5G-net til diskussion.

Penge skal føres tilbage til sektoren

Hos Dansk Erhverv mener man ikke, at teleselskaberne nødvendigvis skal have fri adgang til de frekvenser, som understøtter 5G-teknologien. Pengene fra frekvensauktionerne bør dog ikke som hidtil gå direkte til staten.

"Der skal findes en fordelingsmetode, men de penge, som kommer ind, skal ikke bare direkte i statskassen. De skal føres tilbage til telesektoren gennem passive investeringer i infrastruktur som master, omkostningsfri adgang til offentlige bygninger og tiltag, som hjælper med at udvikle teleinfrastrukturen i Danmark," siger Poul Noer.

5G-nettet bliver i forvejen utroligt dyrt at udvikle og udrulle.

Poul Noer, chefkonsulent på teleområdet, Dansk Erhverv.

Netop investeringer i passiv infrastruktur er et springende punkt for Dansk Erhverv, som ikke finder det rimeligt, at den private sektor alene skal stå for udviklingen af samfundet infrastruktur.

"Anden infrastruktur i Danmark som motorveje betales af det offentlige, men med telesektoren er det private, som står med den økonomiske byrde. Og så straffer vi dem indirekte ved at hive milliarder ud af industrien," lyder det fra Poul Noer.

Telesektoren investerer årligt op mod 6 mia. kr. i udrulning af teleinfrastruktur, og i Dansk Erhverv mener man ikke, at det tjener samfundets interesser for både private og virksomheder, at staten tjener penge på udviklingen af 5G-nettet.

"Det er i samfundets interesse, at vi har en dækkende og brugbar it-infrastruktur med stabil adgang og hurtige forbindelser, men samtidig sætter vi barrierer op for de selskaber, som skal udføre investeringerne," siger Poul Noer.

Forsiden lige nu

Telmore vil tilbyde nationale abonnementer

Mandag tilføjede Telmore på sin hjemmeside, at to af selskabets abonnementer "udløber snart." Adm. direktør Jens Grønlund afviser, at teleselskabet havde regnet med at kunne udbyde de to produkter efter 15. juni og lancerer snart nye abonnementer.

Seneste Politik

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger