ITWatch

Lønkonflikt spidser til: "De er bange for os"

Der er kamp om at lave lønsystemer til de danske virksomheder, hvor etablerede Lessor er endt i slagsmål med iværksætteren Toke Kruse.

Toke Kruse, stifter af lønfirmaet Salary.dk

Det var både "fake news" og "arrogant", da det etablerede lønfirma Lessor slog tilbage på Toke Kruse og dennes nystiftede lønfirma, Salary. Det mener iværksætteren, der netop havde proklameret sit specifikke mål om at stjæle kunder fra Danløn, et underselskab til Lessor.

"Hvis ikke Peter Colsted (adm. direktør i Lessor, red.) havde følt sig så truet, havde han nok ikke følt et behov for at forsvare sig. Men han kom med et langt svar, og så må jeg konstatere, at de er bange for os," siger Toke Kruse til ITWatch.

Det er dog stik imod, hvad Peter Colsted fortalte til ITWatch, nemlig at han ikke følte sig truet af den nye konkurrent til de små- og mellemstore virksomheders lønafregning – en holdning han i dag holder fast i.

"Jeg må bare sige, at når nogle på et usagligt grundlag miskrediterer vores firma eller produkter for egen vindings skyld, så finder jeg, at det er en god anledning til at kommentere på det. Det er derfor, jeg ville kommentere på sagen," siger han til ITWatch.

Salary havde i starten af oktober godt 500 tilmeldte brugere.

Erfaring fra regnskabsprogram

Det står også Toke Kruses hjerte nært at fortælle, at han har erfaring fra branchen. Ganske vist er Salary serieiværksætterens første lønprogram, men tidligere har han udviklet regnskabsprogrammet Billy.

"Vi har 10.000 betalende kunder i dag i Billy, og selvfølgelig er et lønprogram noget andet end et regnskabsprogram, men det er samme pulje, så jeg ved jo godt, hvad jeg er gået i gang med," siger Toke Kruse og tilføjer:

"Det er ikke bare en varmluftsballon, der er sat op. Jeg har et reelt produkt og syv års erfaring i markedet."

Ovre hos Lessor mener Peter Colsted dog ikke, at man bare kan sammenligne løn- og regnskabssystemer en til en.

"Det ændrer overhovedet ikke på min holdning om, at jeg ikke føler mig truet, at han har erfaring fra regnskabsbranchen. Der er en verden til forskel i at lave et økonomisystem og et lønsystem. At lave et økonomisystem giver ingen spidskompetencer på fagområdet løn. Det er to vidt forskellige ting," siger Peter Colsted.

En Tesla eller en Volkswagen fra 1970'erne

Et andet punkt, der går igen hos både Lessors Peter Colsted og Salarys Toke Kruse, er produktets alder. Lessors Danløn har været i markedet siden 2001, mens Toke Kruse for et par uger siden lancerede sit produkt.

"Jeg mener, at mange store software-virksomheder overser essensen af en god virksomhed i dag, og det er brugervenlighed. Det kan man ikke bare bygge ovenpå noget gammelt," siger Toke Kruse om sine konkurrenter.

Han melder yderligere, at flere nye kunder kommer fra Danløn, og lønsystemet har kørt uden fejl i tre måneder.

Peter Colsted fra Lessor anerkender da også, at Salary med sin nye løsning måske er pænere, men fortæller, at Danløn siden lanceringen har arbejdet på at forbedre løsningen for brugerne – altså godt 16 års løbende arbejde. Det kan Toke Kruse til dels se fidusen i.

Anerkender du ikke, at man løbende forbedrer sit produkt – og vil dit program ikke være pænere eller mere brugervenligt om 16 år, end det er i dag?

"Jeg anerkender, at de ved noget om markedet, fordi de har 16 års erfaring. Men jeg oplever, at brugerne vænner sig til en bestemt form, og det begrænser en enormt meget i nyudvikling," siger Toke Kruse.

"Til en vis grad får man erfaring, men når man skal bygge noget nyt og moderne, starter man fra bunden af. Tesla er jo heller ikke bygget på en gammel Folkevogn fra 1970'erne. " siger Toke Kruse.

Nej, men en Tesla har jo grundlæggende samme form som en almindelig bil...

"Der har vi også taget udgangspunkt i de lønprincipper, der er. Men det, vi vinder på, er brugervenligheden."

Besparet tid er den rigtige gevinst

Salary baserer sig på en freemium-model, hvor et basisprodukt er gratis for op til 10 brugere, men ekstra rådgivning kan tilkøbes. Denne model findes ikke hos Danløn, hvor det billigste abonnement inklusiv en hjælpelinje koster 20 kr. per bruger.

Hverken Toke Kruse eller Peter Colsted mener, at de relativt små penge, der går til lønadministration, vil diktere en virksomheds valg af leverandør. Alligevel har Salary prissat sit produkt med hjælpelinje, sammenligneligt med Danløns løsning, til 19 kr., eller 1 kr. billigere end den etablerede konkurrent.

"Vi har et princip om, at vi skal være billigere end Danløn. Den store besparelse er, at man sparer tid og dermed penge, når et lønprogram er brugervenligt og intuitivt. Det er det vigtigste for de små virksomheder, og det er der, man virkeligt sparer noget," siger Toke Kruse.

Lessors Peter Colsted tror da heller ikke, at den ene krone om måneden vil rykke synderligt ved kundebasen. Han ønsker ikke at kommentere brugbarheden i konkurrentens program, men fastholder, at Lessor og Danløn gennem mange år løbende har tilpasset sig brugernes ønsker.

Salary-brugere behøver ikke hjælp

Peter Colsted var også ude at kritisere freemium-modellen og kaldte den et "marketingsstunt." Hans oplevelse er nemlig, at de mindste virksomheder skal have mest hjælp til eksempelvis skatteindberetning. Dét kan Toke Kruse dog ikke genkende.

"Vores brugere siger, at de ikke behøver hjælp til at indberette løn med en Salary-løsning. Og hvis de gør, kan de jo opgradere til den fulde løsning," siger Toke Kruse.

Han oplever, at Lessor miskrediterer Salary, fordi Salary tilbyder en gratisløsning, der hos Danløn koster penge, i et forsøg på at skræmme kunder fra at skifte.

"Denne gratis-model indeholder alt man basalt set skal bruge for at udbetale løn og indberette skat, ATP, pension og udbetaling til medarbejdere helt automatisk – det må alt andet lige være en kattepine for Danløn," siger han.

Toke Kruse afslutter:

"Uanset om han vil det eller ej, så kommer Peter Colsted ikke uden om, at der nu er et alternativ til de små og mindre virksomheder i markedet."

Lønfirma fejer iværksætter af banen: "Man spiller ikke hasard med medarbejdernes løn"

To rigmænd går ind i it-iværksætterselskab

Forsiden lige nu

Uber skjulte hackerangreb

Hackere stjal data fra Uber og fik penge af selskabet for at slette de stjålne emails og telefonnumre. Samtidig lagde ledelsen låg på sagen, skriver flere medier.

Seneste Software

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger