ITWatch

Region Sjælland advarer om ekstra ventetid med sundhedsplatform

Personale på Region Sjællands sygehuse må gribe til kuglepen og papir, mens Sundhedsplatformen går i luften.

Natten til lørdag indfører Region Sjælland Sundhedsplatformen på regionens sygehuse og i psykiatrien.

Sundhedsplatformen er en ny elektronisk patientjournal. Systemet er allerede indført i Region Hovedstaden, hvor det har haft en del vanskeligheder. Region Sjælland advarer på forhånd patienterne om, at det kan betyde ekstra ventetid.

"Sundhedsplatformen erstatter mange systemer. Personalet skal lære det nye system at kende, og det tager tid."

"Som patient kan du derfor opleve ekstra ventetid. Derfor siger vi tak for din tålmodighed. Vi sørger for, at behandling af akut og alvorlig sygdom ikke bliver udsat," skriver Region Sjælland på sin hjemmeside.

På den sikre side

Advarslen kommer for at være på den sikre side, siger Trine Holgersen, vicedirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.

"Vi har erfaring med at starte nye it-systemer, og vi ved godt, at det vil tage ekstra tid at få lært alle de forskellige aspekter af et nyt system."

"Vi har valgt at indkalde ekstra medarbejdere på arbejde og har sagt ja tak til en række medarbejdere, der kommer inde fra Region Hovedstaden, der har erfaring med sundhedsplatformen. Så vi føler os godt rustet," siger hun.

Fra klokken 18 fredag aften kan man ikke længere skrive i det gamle system. Herefter må personalet på regionens sygehuse klare papirarbejdet i hånden med blok og kuglepen. Klokken 03 går Sundhedsplatformen i luften.

I Region H siden 2016

Systemet er indført i Region Hovedstaden over flere omgange med start i maj 2016. I Region Hovedstaden har flere læger offentligt luftet deres frustrationer over systemet, som er blevet kaldt fejlbehæftet og meget tidskrævende.

Samtidig har flere aviser dokumenteret alvorlige problemer som følge af systemet. Blandt andet har Region Hovedstaden i en periode mistet overblikket med kontrollen af kræftforløb.

På baggrund af problemerne undersøger Rigsrevisionen Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden.

I Region Sjælland er man dog fortrøstningsfuld over det nye system. Trine Holgersen vil ikke forholde sig til problemerne i Hovedstaden, men siger, at der er lavet et langt og grundigt forarbejde i Region Sjælland.

Personalet er grundigt uddannet i systemet og trænet i forskellige scenarier, og der er udvekslet erfaringer med personale på hovedstadens hospitaler, fortæller hun.

I en overgangsperiode overtager Region Hovedstaden og Region Syddanmark behandlingen af en gruppe sjællandske patienter, mens it-systemet køres ind.

480 patienter skal behandles i Hovedstaden for blandt andet sygdomme i urinveje og hjerte. 140 kræftpatienter får overflyttet deres behandling til Syddanmark.

/ritzau/

Forventer kraftigt produktionsfald med Sundhedsplatformen

Region Sjælland tager springet over på Sundhedsplatformen på én nat

Forsiden lige nu

Cyberlandsholdet: Den ensomme hacker er en myte

Det danske cyberlandshold sikrede sig ved EM i it-sikkerhed en 8.plads. Ifølge holdkaptajnen kræver det i dag samarbejde at knække de it-mæssige sikkerhedsforanstaltninger, og han ser selv it-sikkerhed som en mulig karrierevej.

Seneste Offentlig it

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger